Bestyrelse

Formand
Sara Maria Grau
E-mail: formand@whiplashforeningen.dk
Mit navn er Sara Maria Grau, og jeg er formand for Whiplashforeningen. Jeg arbejder for Whiplashforeningen på frivillig basis ved siden af mit job som advokat ved SKADEadvokaterne, idet jeg brænder for at forbedre vilkårene for whiplashramte. I mit job som advokat har jeg specialiseret mig indenfor personskadeerstatning, og jeg har siden 2008 beskæftiget mig med personskadeerstatningssager. En meget stor del af de klienter, jeg har haft gennem tiden, har haft følger efter piskesmæld, og jeg har derfor gennem årene opnået stort kendskab til piskesmæld samt de særlige problematikker, piskesmældsramte møder i erstatningssager og andre sammenhænge. Privat er jeg gift og mor til tre skønne piger.

Næstformand
Lotte Ankjær
Mail: naestformand@whiplashforeningen.dk
Jeg er advokat hos STORE TORV Erstatningsadvokater i Aarhus, hvor jeg har været ansat/medejer siden 2004. Vi repræsenterer kun mennesker, der er kommet til skade, – typisk i trafikken, på arbejde eller voldsofre. Desværre er der i visse sager stadig en mistro til mennesker med whiplash i forbindelse med spørgsmålet om årsagssammenhæng mellem trafikulykken og whiplashskaden. Selv om forsikringsselskaberne prøver at skabe en praksis for, at man ikke kan få en piskesmældsskade ved påkørsel bagfra med ”lav fart”, er det min opfattelse, at netop de mange sager herom viser, at det ikke er korrekt. Jeg har opnået erstatning til mange klienter uanset ”lavhastigheds-synspunktet” og jeg vil i Whiplashforeningen blive ved med at kæmpe for, at den praksis om ”lavhastighed” bliver ændret, da jeg tror foreningen er et godt udgangspunkt for den kamp.

Kasserer
Kristina Fausing Kylkjær
E-mail: kasserer@whiplashforeningen.dk
Jeg er født og opvokset i Vestjylland. Jeg blev uddannet jurist i 2019 og arbejder som advokat ved SKADEadvokaterne i Aarhus. Jeg har arbejdet med personskadeerstatning siden 2016, og igennem mit arbejde har jeg beskæftiget mig en hel del med whiplashramte. Som bestyrelsesmedlem i Whiplashforeningen yder jeg først og fremmest juridisk rådgivning til foreningens medlemmer. Derudover ønsker jeg at bidrage til udbredelsen af viden og forståelse for whiplashskader i håb om at komme den ellers udbredte skepsis, som mange møder, til livs.

Menigt medlem
Lone Hans
Jeg bor i Sønderjylland, er uddannet inden for regnskabs- og revisionsbranchen og har desuden også en uddannelse som Zoneterapeut. Ved en trafikulykke på Lillebæltsbroen i 2007 blev jeg desværre ramt af en whiplashskade, diskusprolapser i ryggen samt andre følgeskader. Ulykken medførte, at jeg der tidligere kunne klare at køre med fuld fart i overhalingsbanen med arbejdstimer på mellem 40-50 timer om ugen, pludselig befandt mig i krybesporet, og kun kunne klare 5-8 timers arbejde på en hel uge. I årene efter ulykken var der masser af spørgsmål omkring job, fremtiden, behandlingsmuligheder, ressourceforløb, erstatninger osv., og da fik jeg gennem Whiplashforeningen god hjælp og støtte, som var uundværlig i situationen. Som tak for dette valgte jeg derfor i 2016 at sige ja tak til opfordringen om en post i bestyrelsen, og ønsker/håber hermed at kunne bidrage med råd og vejledning til andre whiplashramte, i det omfang mit eget helbred tillader det. Er i dag ansat i et fleksjob i en Psykolog-klinik. Det betyder meget for mig stadig at kunne være på arbejdsmarkedet og kunne bidrage med de ressourcer og kompetencer, der er tilbage.

Menigt medlem
Thea Lindberg Brinkmann
Jeg er 70 år og arbejder som skoleleder I Odense, hvor jeg også underviser i sundhedsfremmende livsstil. Ved en påkørsel i 1990 fik jeg skader på nakke, bækken og den ene nyre. I årene efter udviklede jeg senfølger af forskellig slags. Da det etablerede sundhedsvæsen ikke kunne hjælpe mig videre, valgte jeg at læse sundhedsvidenskab på universitetet for at blive klogere på mig selv og finde nye muligheder. Med rette baggrundsviden udviklede jeg sidst i 90’erne et rehabiliteringskoncept med flere indfaldsvinkler – dedikeret til mennesker som mig. Primært bygget på udenlandske forskningsresultater med åndedrættet som grundpille. Konceptet kører på bedste vis, og jeg er stadig en del af arbejdsmarkedet i små doser. Samtidig er jeg Patient- og Pårørenderepræsentant for OUH og med i Styregruppen for Fælles Beslutningstagning i RegionSyddanmark.