Som piskesmældsramt stifter man med sikkerhed bekendtskab med et eller flere forsikringsselskaber, og skal nødvendigvis før eller siden tage stilling til, om man er tilfreds med "...hvilket beløb fremsendes i check, hvorefter vi betragter sagen som værende endeligt afsluttet."

Dette er dog kun et af de mange spørgsmål, der melder sig i forbindelse med den erstatningssag, der opstår i kølvandet på en piskesmældslæsion.

Forsikringsselskaber kommer typisk ind i billedet som skadevolders ansvarsforsikring, hvis der er tale om et trafikuheld, er det den ansvarlige bilists lovpligtige ansvarsforsikring.

Hvis der er tale om et voldeligt overgreb, er det gerningsmandens eventuelle ansvarsforsikring, og hvis der er tale om en arbejdsskade, er det arbejdsgiverens lovpligtige ansvarsforsikring.

Derudover vil man komme i kontakt med sit eget forsikringsselskab, hvis man har tegnet en ulykkesforsikring.

Nogle har endda tegnet flere ulykkesforsikringer, og hvis man tilmed er så uheldig, at det konkrete trafikuheld, der fører en whiplashlæsion med sig, sker i arbejdstiden, skal man til at holde tungen lige i munden, for så kommer man i kontakt med det forsikringsselskab, hvor arbejdsgiveren har tegnet sin ansvarsforsikring, det forsikringsselskab, hvor den ansvarlige billist har tegnet sin ansvarsforsikring, og det forsikringsselskab, hvor man har tegnet sin egen ulykkesforsikring.

Hvis der tilmed har været flere skadevoldere involveret, er der endnu flere forsikringsselskaber at holde rede på.
Her kan politirapporter og vidneforklaringer vise sig at være meget vigtige.

De forskellige forsikringer dækker forskellige udgifter og forskellige dele af erstatningen, og det er ofte ganske kompliceret at få overblik over, hvem der skal betale hvad, i hvilket omfang og hvornår.

Heldigvis er sagsbehandlerne hos de forskellige forsikringsselskaber ofte til stor hjælp.
De besidder stor viden om, hvilke udgifter man kan få refunderet og via hvilke forsikringer, ligesom de ved en masse om erstatning for svie og smerte, varigt mén og erhvervsevnetab m.v.

Det vigtigste er, at man i første omgang sikrer sig, at forsikringsselskabet har anerkendt erstatningspligten.

Det gælder ikke ulykkesforsikringsselskabet eller arbejdsskadeforsikringen, hvor det gælder om at sikre sig, at et givent uheld er anmeldt, og at forsikringen bekræfter, at skaden er omfattet af forsikringen.

Hvis der er tale om en arbejdsskade skal man yderligere sikre sig, at der sker anmeldelse til Arbejdstilsynet.
For så vidt angår de enkelte udgifter, erstatningsposter m.v., er der imidlertid kun en metode - spørg!

Dette gælder også, når der skal tages stilling til, hvilke speciallæger der skal udarbejde den speciallægeerklæring, der kan vise sig at være altafgørende for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af sagen, og dermed for størrelsen af ens erstatning.

Skadevolders ansvarsforsikringsselskab skal betale nødvendig advokatbistand som en del af den erstatning, der tilkommer en piskesmældsramt (og andre skadelidte).

Det omfatter advokatens råd og vejledning, korrespondance med forsikringsselskabet og andre implicerede parter samt udarbejdelse af erstatningsopgørelse.

Dette gælder, hvad enten advokaten yder bistand helt fra starten eller, advokaten først går ind i sagen, når der foreligger en afgørelse, som man er i tvivl om er korrekt eller, advokaten først bliver inddraget i forbindelse med en eventuel genoptagelse af en erstatningssag.

Ved arbejdsskader tilbyder en del fagforeninger hjælp til arbejdsskadesagen.

Nogle fagforeninger tilbyder tilmed advokathjælp, der således ikke er omfattet af en arbejdsskadeforsikring.

Advokaten kan naturligvis også være behjælpelig i relation til egne ulykkesforsikringer.

Her må man dog være forberedt på selv at skulle betale advokatens honorar.

Hvis der opstår en egentlig tvist med de involverede forsikringsselskaber og man får brug for advokat i den forbindelse, kan der blive tale om at inddrage yderligere et forsikringsselskab, nemlig der hvor man måtte have tegnet en retshjælpsforsikring.

Retshjælpsforsikringen kan enten være tilknyttet ens bilforsikring (hvis man selv var fører af bilen), en indboforsikring eller en såkaldt basisforsikring.
Retshjælpsforsikringen vil omfatte udgifter til advokathjælp, men kun hvis der er tale om en egentlig tvist, og det f.eks. bliver nødvendigt at anlægge en retssag.