Forfatterne til statusartiklen om whiplash i Ugeskrift for Læger skriver, at forskning viser som tidligere beskrevet, at der kan være skader i øvre nakke hos nogle af dem, der har kronisk whiplash (instabilitet i øvre nakke, tonsillær ectopia/Chiary Malformation og fedtinfiltrering af nakkens muskler). Alligevel er de i tvivl om betydningen og om forskningen vil kunne gentages og give samme resultat.
Kliniske studier og studier af afdøde har ”påvist en række forskellige læsionstyper der, om end sjældent, kan opstå i forbindelse med whiplashtraumet. Disse inkluderer cervical diskusprolaps, skader på ledbrusk og ledfolder, mindre frakturer i cervicale facetled, muskelskader, ligamentskader, blødning i spinalkanalen, syrinxformation i rygmarven og vaskulære skader i halskarrene. De fleste større observationelle studier af akutte whiplashskader viser en meget lav incidens af egentlige patoanatomiske læsioner. I hvilket omfang dette skyldes, at erkendte vævslæsioner bevirker eksklusion fra de pågældende studier, er usikkert”.

Kilde: Uhrenholt L, Kasch H og Brink O. ”Systematisk diagnostik og dokumentation ved whiplash”. Statusartikel. Ugeskrift for Læger den 22. maj 2023.

Der er med andre ord stadig mange usikkerheder omkring forskningsresultater. Derfor vil vi kraftigt opfordre til, at der forskes langt mere i skader efter whiplash. Det kan have afgørende betydning for behandling og prognose.
Selv om man ikke finder skader hos de fleste, der undersøges, har både kliniske studier og undersøgelser af afdøde har påvist en række forskellige læsionstyper. Men Lars Uhrenholt har i sin ph.d.-afhandling i 2007 konkluderet, at hovedparten af de skader, han fandt i nakkens facetled var almindelige og omfattede facetfrakturer, blødning i led og synovialfolder, som ikke blev afsløret ved undersøgelser, men først ved obduktion. Vi kan endog konstatere, at man stadig bruger de samme undersøgelsesmetoder, som stadig ikke viser noget, den dag.  Når forfatterne til statusartiklen skriver, at man ikke med sikkerhed hverken ved, om skaderne er der eller om de giver symptomer, kan det derfor skyldes, at skaderne er ”usynlige”. De ved desuden ikke, om patienter med vævslæsioner kan være ekskluderet fra forskellig forskning og slet ikke figurerer i resultaterne. Det sidste er ofte set i tidens løb. Selv om man taler om whiplash grad IV, sker der i praksis ofte det, at skaderne fremfor whiplash grad IV diagnosticeres som fx fraktur, ledskred eller andet. Det ser med andre ord ud til, at der ikke er tilstrækkelig afgrænsning, selv grundlaget for forskning ofte er netop de fem grader af whiplash fra Quebec Task force, som jo egentlig burde være tilstrækkeligt, da det er den eneste gradinddeling, man har endnu.
Også Sundhedsstyrelsen anbefaler i deres skrift om whiplash fra år 2000, at andre diagnoser (som fx brud) ikke kaldes for whiplash, men ved skadernes navn. Derfor er der alt for mange usikkerheder.
I modsætning til de nedre usynlige skader erkender artiklens forfattere, at der kan være øvre skader i nakken hos patienter med kronisk whiplash.
Vi mener, at den tvivl, der er, efterhånden nødvendigvis må komme patienterne/de whiplashskadede personer til gavn, indtil skader kan be- eller afkræftes. For der kan stadig være usynlige skader, selv om de ikke kan ses med nuværende undersøgelsesmetoder. Og disse ”usynlige” skader kan også vedligeholde smerter.
Vi finder, at det er en alvorlig overspringshandling at bruge diagnosen funktionel lidelse ved whiplash, så længe man reelt ikke ved, om der er skader.  

Derfor der helt nødvendigt, at der forskes i langt mere i whiplash (og langt mindre i funktionelle lidelser).