I det seneste år har der været et fald i borgere på kontanthjælpsydelse, uddannelseshjælp, integrationsydelse samt folk i løntilskud og på revalidering. Tallet er gået 13.300 ned til 125.900, viser tal fra Danmark Statistik. I 2009 var antallet oppe på 175.000.
Den liberale tænketank, Depos mener, at årsagen primært er, at dansk økonomi er gået godt i en årrække, men også at rækken af reformer spiller ind. Især Mette Frederiksens reform fra 2013, som sænkede ydelserne til unge under 30 år, samt kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, som Lars Løkke Rasmussen indførte, spiller ind, mener de.
”Hver gang en person på kontanthjælp kommer i job, så forbedres de offentlige finanser med 250.000 kroner, så det har en rigtig positiv effekt”.
I tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener de dog, at faldet udelukkende skyldes gode tider i danske økonomi, som giver plads til, at folk på kanten af arbejdsmarkedet også kan få job.
At der er færre på offentlig ydelse skyldes dog ikke nødvendigvis, at de har fået et arbejde eller er i gang med at tage en uddannelse.
”Det kan også dække over, at de bliver forsørget af familie eller klarer sig på anden vis”, siger de.
Kilde: https://www.berlingske.dk/business/antallet-af-folk-paa-kontanthjaelp-er-det-laveste-i-ti-aar?fbclid=IwAR3CFCo65Bckd2AMWxEqCdnAPZdFpf_aJUR6hjjq2aHH0uF9bir_sM8EXXQ
Staten tjener 250.000 hver gang et menneske ikke længere får offentlig forsørgelse, hvad enten det skyldes, at de har fået job eller at de forsørges af familien eller andet. Med den gensidige forsørgelsespligt har mange syge faktisk slet ikke ret til offentlig forsørgelse. Det kan også have fået tallet til at gå ned. I Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelse var der i 2015 fem personer ud af 220 adspurgte, er helt uden indtægt. Mon ikke tallet er steget efter både kontanthjælpsloft og 225-timers reglen?
Mennesker, der trods sygdom ikke længere kan tilkomme noget fra staten kan være ilde stedt. Derfor kunne vi godt tænke os, at der ikke blot blev set på antal, men også på, hvor mange mennesker, der har mistet deres ret til offentlig forsørgelse og hvor mange, der reelt er kommet i arbejde. Det kunne give et mere reelt billede af, hvad man byder syge borgere i dagens Danmark. Måske skal vi vente med at fejre den store nedgang til vi ved, hvad den har og har haft af menneskelige omkostninger?