Kommuner overvåger borgere med handicap. Det er både indgribende og ydmygende siger Jørgen Lenger fra Muskelsvindfonden i et debatindlæg.
Borgerne skal have dokumentation for bagateller. De kontrolleres. Overalt i hjemmet. Også på badeværelset og i soveværelset. En visitator fra kommunen overvåger nemlig menneskets hverdag og afgør, hvor meget hjælp, der er brug for. Vedkommende flytter ind i flere dage.
Da SKAT ville gå ind på ens enemærker for at kontrollere, om håndværkere arbejdede sort, mente et flertal, at det var for indgribende, og at man måtte have tillid til borgerne. Derfor blev det droppet.
Men det samme gælder ikke, når kommunen kontrollerer folk med handicaps. Her er der ingen grænser.
Nogle kæmper for at få fred til at klæde sig af og på, eller under badning. En vildtfremmed observerer og kontrollerer, som om man var en anden forbryder.
Alt noteres ned på minutter.
Hvorfor har kommunerne ikke blot tillid til mennesker med handicaps?
Det virker, som om man er en potentiel forbryder, når man har et handicap.

Kilde: https://www.information.dk/debat/2019/10/kommunernes-overvaagning-borgere-handicap-indgribende-ydmygende?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3OKNt4ROnC4–bzSWKwIup2WASLbIO50LhqOkpkweBGJzJiJyRITrHDfI

I dette tilfælde drejer det sig om mennesker med muskelsvind. Men det er blevet almindeligt, at mennesker, der har behov for hjælp, overvåges i forhold til både arbejde og i hjemme, når der skal anlægges en helhedsvurdering på borgeren og rammerne for hjælp skal udstikkes. Derfor kan det også ske for dig og mig, hvis vi pga. vores handicaps har behov for hjælp i hjemmet. Eller hvis vi har svært ved at arbejde, og kommunen ønsker at se, om hjælp i hjemmet kan ændre på ens arbejdsformåen.
Det kan være en hjælp for nogle. Derom ingen tvivl. Men det bør selvfølgelig altid foregå med respekt for den enkeltes integritet, og det må aldrig kunne føles som et overgreb, for så bliver det, som Jørgen Lenger skrive i sit indlæg, til nedværdigende kontrol og overvågning, som krænker privatlivets fred. Men noget tyder på, at privatlivets fred ikke altid gælder, hvis man som borger har brug for hjælp.