Professor Morten Sodemann, Per Fink, Det Etiske Råd og flere andre har diskuteret det fremtidige sundhedsvæsen. Deres udtalelser giver samtidig et bud på, hvorfor nogle patienter tabes på gulvet i sundhedsvæsenet i dag.
Sodemann mener, at patienterne i fremtiden ønsker større tryghed og at lægen ser på dem som mennesker, og ikke som en brik, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Han siger også, at sundhedsvæsenet er skabt af veluddannede, som taler et andet sprog end mange patienter, og at det skaber ulighed.
Per Fink, som også deltog, var optaget af ulighed i adgang til sundhedsvæsenet, fordi hans egen patientgruppe – ”funktionelle lidelser” – har svært ved at få adgang til specialistbehandling (Per Fink). Der er to års ventetid til hans afdeling.
Morten Sodemann sagde også: ”Mange af vores patienter er over-udredte og overdiagnosticerede, og fælles for dem er, at de ikke føler sig set og forstået i deres langvarige forløb gennem sundhedsvæsenet. Vi skal blive bedre til at se, høre og forstå vores patienter. Omsorg tager tid, uanset om den tager en time eller en dag. De rigtige sygehistorier er dem, der giver de rigtige behandlinger”.
Han ser farer ved specialiseringen, fordi for mange patienter sies fra, når de ikke passer ind i lægens kasse. Som patient har man ikke et alternativ, så derfor har læger skudt sig selv i foden. ”Hver gang vi skaber nye specialer, laver vi nye sårbare, som ikke passer ind i specialer. Måske skulle man opfinde komplekslægen”.
Det Etiske Råd arbejder p.t. med omsorg, fordi de er bekymrede, da omsorg kræver ressourcer.
Sodemann mener, der mangler led mellem alle specialafdelingerne/noget der kan binde dem sammen, for ”når patienter ikke passer ind i vores kasser og skabeloner, så starter balladen”.
Per Fink har oplevet patienter, der har gennemgået 80 skanninger uden at have fået en diagnose, og det mener skal til livs. Han mener desuden, at specialisering gør, at der ikke tænkes nok ud over eget område.
Alle var enige i, at samarbejdet mellem specialer skal styrkes.
Patienter skal ikke selv være budbringere mellem specialerne. Specialerne skal tale mere sammen.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3549-sodemann-mange-patienter-er-overdiagnosticeret-men-foler-sig-alligevel-ikke-set-og-forstaet.html

Vi er atter meget enige med Morten Sodemann i hans betragtninger. Patienterne ønsker større tryghed. Uden den rigtige sygehistorie finder lægen heller ikke den rigtige behandling.
Når whiplashskadede betragtes med brillen ”funktionel lidelse” forsvinder patientens sygehistorie, og lægen sætter tidligere og måske helt ubetydelige traumer i fokus, selv om patienten fastholder, at symptomerne skyldes nakkeskader. Kiggede lægen derimod på symptomerne med brillen ”nakkeskade”, ville det, patienten siger, give ganske god mening. I hvert fald hvis lægen ser på patofysiologien omkring symptomerne. Fastholdes derimod brillen ”funktionel lidelse”, bliver patienterne magtesløse. For når sundhedsvæsenet ikke vil lytte, hvor går man gå hen? Patienten henvises til selv at finde muligheder for bedring og til selv at betale for undersøgelser og behandlinger. Det er et scenarie, som faktisk ikke burde kunne finde sted i et sundhedsvæsen, der vægtlægger ”sundhed for alle” og et sundhedsvæsen, der skulle være ”lige for alle”.
”Funktionel lidelse” virker som en enten-eller-løsning eller en one-size-fits it all. Og det er let ikke godt nok.
Det er ikke kun hos den praktiserende læge, den whiplashskadede undsiges. Hospitalsvæsenet helbreder ”maskiner”, der har en fejl, som skal ordnes, ikke mennesker, der har en kompleks lidelse, som skader efter whiplash er, fordi mange aspekter er involveret. De ikke hører med andre ord ikke hjemme i blot ét lægeligt speciale, men i flere specialer.
På det seneste har vi hørt, at hospitalslæger afviser henvisninger til specialister fra de praktiserende læger på patienter, de mener, de ikke kan hjælpe. Og det er ofte netop patienter, der falder mellem flere specialer, og derfor sikkert også whiplashskadede.
Kommer patienten gennem nåleøjet og ind i den specialiserede verden, kan ét speciale og én læge ikke løse patientens problemer. Derfor sendes de i hast videre til den næste, som sender dem videre til den næste. Bagefter får patienten stemplet ”sundhedsshopper”, men det eneste patienten har gjort, er at søge hjælp. Patienten ønsker kun at blive taget alvorligt! Ikke at blive sendt rundt i øst og vest uden resultatet. Det kan ingen være tjente med.
Af ovenstående bliver det også tydeligt, at vi er enige med Per Fink i, at læger med specialiseringen ikke tænker nok ud over eget specialistområde. Desværre må det også siges at gælde Per Fink selv. Han ser ”funktionelle lidelser” alle vegne, når han mener, at whiplash hører under ”funktionelle lidelser”. For da hører alting da op, og det ser ud til, at Per Fink – pga. egen specialisering -er blevet fuldstændig ”blind” for den forskning, der fortæller, at symptomer efter whiplash kan forårsages af mangfoldige skader i nakken.
Om vi skal have komplekslæger i Danmark eller om man kan finde ud af at binde sundhedsvæsenet mere sammen til gavn for de patienter, der falder igennem pga. komplekse lidelser i et sundhedsvæsen rettet mod specifikke lidelser, skal vi ikke sige. Men vi mener, det er på tide, at der gøres noget for ikke vedblivende at tabe fx whiplashskadede på gulvet.

Se også filmen ”Nej tak til funktionelle lidelser ” og læs hjemmesideteksten under filmen på http://www.whiplashforeningen.dk/generelt-om-whiplash/funktionelle-lidelser/