Professor Morten Sodemann kalder sundhedsvæsenet for ”sygdomsvæsen” og peger i Sundhedsmonitor på den ulighed, der er i systemet.
Der findes 125 lægefaglige specialer og nogle af disse har over 25 subspecialer. Det sikrer viden og kvalitet og mere nuancerede behandlingsmuligheder. For nogle patienter. For det har også den konsekvens, at det er blevet nemmere at afvise patienter med uklare symptomer og sygdomme. Derfor er der skabt en patientgruppe, der falder udenfor specialisering. For under et speciale sikres, at de patienter, der kommer i behandling, har præcist de sygdomme, specialet omfatter.
Dertil kommer, at nogle patientforeninger er mere indflydelsesrige og at nogle sygdomme er mere empatiskabende end andre. De indflydelsesrige og empatiskabende får mange ting betalt, mens andre sygdomsgrupper, som ikke har X-faktor eller rige patientforeningers penge i ryggen, får mindre. Der er tale om et A- og et B-sundhedsvæsen.
Patienterne oplever, at sundhedsvæsenet er opsplittet og usammenhængende. Men hvem tager sig af det, spørger han?
I artiklen peger han bl.a. også på forskelligheder i kommuner og regioner, at supersygehusene er økonomisk ineffektive, og at de private sundhedsforsikringer sikrer, at ”middelklassens banale smålidelser” bliver behandlet hurtigt, mens multisyge kronikere og fattige må vente.

Kilde:
https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8282149/De-raske-har-stukket-de-syge-bl%C3%A5r-i-%C3%B8jnene.-Vi-har-ikke-%C3%A9t-sundhedsv%C3%A6sen?fbclid=IwAR3UovqzqtfVSe3qPDshweN4SkOoephquyJ9C7BLMkp9U7gMgG_XvWSqAj4

Med whiplash har man i årevis kunnet mærke det fragmenterede og stærkt specialiserede sygehusvæsens konsekvenser. Whiplash hører til i flere forskellige specialer, og levnes ikke plads i dag. Tvært imod har Sundhedsstyrelsen psykiatriseret whiplash, så skaderne hører hjemme i psykiatrien, hvilket ikke giver mening. En læge sagde forleden, at “funktionel lidelse” ”bare er en diagnose”, og at det er bedre for patienterne at få psykiatrisk behandling end ingen behandling at få. Man kan bilde sig selv meget ind! Det er ikke sådan, whiplashskadede mennesker ser på det. De ønsker en diagnose, og da både vi og lægerne ved, at hovedparten af de 10 %, der invalideres af whiplash har ustabilitet i nakken, er det dybt utilfredsstillende at blive ”spist af med” en psykiatrisk diagnose og psykiatrisk behandling.
Hovedparten af patientforeningerne, der omfatter de sygdomme, som Sundhedsstyrelsen har rubriceret under ”funktionelle lidelser”, er  små og ikke rige patientforeninger.  Whiplashforeningen har valgt at være uafhængig. Dvs. at foreningen har fravalgt at få tilskud fra fx lægemiddelindustrien. Derfor er foreningen afhængig af et vist antal medlemmer og et statsligt tilskud, som ikke gør en patientforening rig. Patienter søger de patientforeninger, der har noget at tilbyde, og en forening bestående af udelukkende frivillige, har naturligvis mindre at byde på end fuldtidsansatte personer! Sådan er vilkårene.
Vi bifalder Morten Sodemanns analyse af sundhedsvæsenet i Danmark og kan tilslutte os hans konklusion om, at der er stor ulighed. Han har før været ”ude med riven” overfor kolleger, og det er godt at se, at en professor til stadighed går i brechen for samfundets svageste patienter, nemlig de syge, som ikke har en sygdom med X-faktor.