Forskere ved det svenske Karolinska Instituttet har i en undersøgelse fundet, at 80 % af 225 ME syge, havde tegn på skader i nakken – forsnævringer eller blokeringer i overgangen mellem nakke og hoved eller i selve nakken – med et måske for højt tryk i hjernen til følge. Det skriver Forbruker.
ME eller myalgisk enchephalomyelitis er tidligere fejlagtigt blevet kaldt for kronisk træthedssyndrom.
Forskerne mener, at der kan være en sammenhæng mellem nakken og ME, og at ME kommer af tidligere skader og ubehandlet instabilitet i nakken.
Også amerikanske forskere kigger den vej.
En anden svensk læge tror dog, at ikke alle ME-patienter har nakkeskader. Han har også fundet tidligere nakkeskader hos patienter med fibromyalgi.
Der er forskellige meninger om årsagen til ME – autoimmun sygdom (noget i kroppen opfattes som fremmedelementer, som får immunsystemet til at producere antistoffer), virus, langvarig infektion, ubalance i det autonome nervesystem eller ændret tarmflora m.m.
Ved nakkeskade eller whiplash kan der opstå instabilitet i nakken. Musklerne spændes, og kroppen reparerer sig selv ved fx at danne knoglevæv der, hvor skaden er opstået. Det kan give mindre plads i rygmarvskanalen og føre til overtryk i hjernen, fordi hjernevæsken ikke flyder frit.
Et forhøjet tryk i hjernen er almindeligt blandt ME-patienter. Forskerne ser også, at en del af lillehjernen er trængt ned i rygmarven.
Nakkeskade eller instabilitet kan også give en påvirkning i øvre del af rygmarven, som fører til inflammation siger svenske og amerikanske forskere i ME. De håber at kunne sige mere herom om nogle år.
Lige nu er problemet, at man ikke har gode videnskabelige undersøgelser, som viser, hvordan en siddende MR-undersøgelse ser ud hos normalbefolkningen. Derfor ved de faktisk endnu ikke, om de forandringer, de har set, repræsenterer skader eller bare forandringer, som også findes hos normalbefolkningen.
En svensk professor i ME tvivler på, at små, uopdagede nakkeskader kan være årsag til ME-symptomer, men han mener dog, at hypotesen er værd at undersøge.
Flere ME-syge har fået foretaget stabiliserende operationer i nakken.
Der er stor uenighed om en sådan operation, som ikke er uden risiko. Nogle mener, at der kan være ME-syge, som kunne have gavn af det. Andre mener, det er for uundersøgt endnu.
Måske bliver det i stedet muligt at bruge laser eller stamceller langt ude i fremtiden.
National kompetencetjeneste ved Oslo Universitetssygehus siger, at der ikke er publiceret studier, der underbygger at der kan være sammenhæng mellem nakkeskader og ME. Nakkeskader betragtes ikke som en tilstand, man ofte ser hos patienter med ME, som men fx ser irrirabel tarm eller fibromyalgi. Der er dog bred enighed om, at ME ikke er en psykisk sygdom. Mange kan have psykiske udfordringer, men det er mest sandsynligt, at sygdommen er multifaktoriel og skyldes et samspil mellem biologiske, psykosociale og sociale faktorer.
En svensk smertelæge mener, at mange kroniske smertepatienter går rundt med symptomer, som bliver værre og værre, fordi man ikke har gjort noget ved den oprindelige skade. Han mener, at alle ME-patienter bør undersøges nøje med særlig undersøgelse af halsryggen og hjernen.
Kilde: https://www.vg.no/forbruker/helse/i/wPLmX1/svenske-forskere-kobler-me-til-nakkeskader?fbclid=IwAR0qSoFYtgRuUgf_USzE3i6B-83haxKI3UOFFM37RyX9dUqpnuJEsLafUBw

Lillehjernen trængt ned i rygmarven

Artiklen er særdeles interessant af flere grunde.
1. Forskerne forsker i nakkeskader – ganske vist ved ME – men alligevel. Forskningen kan forhåbentlig også komme de whiplashskadede til gode, hvis der kommer noget ud af det, og det ikke blot viser sig, at være skader, der også findes hos raske personer.
2. Forskningen viser også, at lillehjernen – som ved mange whiplashskadede – er droppet ned i rygmarven. Det er en såkaldt Chiari Malformation. Og det tyder på, at man bør se nærmere på den skade både hos ME-syge og dem, der har whiplashskader.
3. Læger mener, at ME-syge skal undersøges for nakkeskader – i modsætning til whiplashramte, hvor man pga. ”funktionelle lidelser” er gået mere eller mindre bort fra at foretage undersøgelser af nakken. Den engelske læge i London, som foretager funktionelle skanninger mener, at den almindelige skanningskvalitet af øvre nakke, er for dårlig, fordi den ikke ses tilstrækkeligt tydeligt på hverken nakke- eller hjerneskanninger, som kræver en speciel teknik.
4. Artiklen er også interessant, fordi den kobler nogle af de sygdomme, som Per Fink kalder for ”funktionelle lidelser”, nemlig whiplash, irritabel tyktarm og fibromyalgi, med ME. Mange ME-syge har tilsyneladende nakkeskader, og mange af dem har også irritabel tyktarm og fibromyalgi. En del whiplashskadede diagnosticeres også med fibromyalgi.
Man kan godt få tanker, om der er en mulig fællesnævner mellem nogle af sygdommene. En fællesnævner, som man ikke har fået øje på endnu. Per Fink peger på psykologiske faktorer som fællesnævner, men skulle vi give et bud, skulle det slet ikke være psykologiske, men biologiske faktorer, som udløser en fælles reaktion i kroppen, måske stammende fra immunsystemet. Ved alle fire sygdomme er der fx inflammationer i kroppen.
Dette er udelukkende en tanke. Der er intet hold i den. Men skal gåden om de meget komplekse lidelser løses, skal man måske kigge sig længere rundt?
Både den danske ME-Forening og National kompetencetjeneste i Oslo mener dog, at de ME-syge, der har fået konstateret nakkeskader, er blevet fejldiagnosticeret med ME, og at de i stedet skulle have haft diagnosen nakkeskade. Men hvordan kan lægerne tage så meget fejl? Hvis der ikke er lighedspunkter mellem sygdommene, ville det nok ikke ske. Men det afslører kommende forskning i både Sverige og USA måske?
5. Det ser ud til, at vi skal begynde at forlade os på, at vi skal ”trække” på forskning i ME fremover, og at vi ikke skal fortvivle over den mangelfulde danske forskning på whiplashområdet, fordi man i bla. Sverige og USA forsker i de enkelte sygdomme. Vi må holde øje med forskningen.
Det svære med whiplash er, at vi er op imod store kræfter, fordi forsikringsselskaber har fået lov til mere eller mindre at sætte dagsorden på whiplashområdet i mange år. Ender man med at finde ud af, at ME-syge vitterligt har svære nakkeskader, som måske kræver stabiliserende operationer eller ud i fremtiden stamcelleterapi eller laserbehandling, må denne forskning også kunne anvendes i forhold til whiplashskadede.
Som sådan synes vi derfor, det er glædeligt, at der er åbenhed for, at ME kan skyldes nakkeskader.
6. Læger anbefaler ikke operation ved nakkeskader ved ME. Det er heller ikke noget, vi kan anbefale. Med mindre man er så svært ramt, at førligheden er truet pga. begyndende lammelser.
Da man ikke kan få foretaget en stabiliserende operation i Danmark, men kun i Spanien i dag, og da man selv skal betale og det måske koster i nærheden af en mio. kr., er operation forbeholdt de meget få. Nogle svenskere og nordmænd er lykkedes med at få penge af staten til operationen.
7. Artiklen afslører også, at ME-syge faktisk ser ud til at blive bedre undersøgt end whiplashskadede. Mange med whiplash undersøges først af en speciallæge, når forsikringsselskabet forlanger det, hvis de har anlagt en erstatningssag. Det er fortvivlende, fordi mange nakkeskader, som i dag kan behandles, måske slet ikke opdages. At man ikke kan gøre noget ved evt. skader, kan og bør ikke være årsag til, at patienten ikke undersøges. For patienten vil vished om, at der er noget i nakken, der ikke er, som det skal være, give mening, mens det under ingen omstændigheder giver mening at få fællesdiagnosen ”funktionel lidelse”.
8. Vi ved, at den svenske smertelæge, som siger, at mange kroniske smertepatienter går rundt med symptomer, som bliver værre og værre med tiden, fordi man ikke har gjort noget ved den oprindelige skade. Således også i forhold til whiplash. En undersøgelse 12 år efter en whiplashskade viser, at de skadede ikke har fået det bedre, snarere tvært imod.
Når alt dette er sagt, glæder vi os over, at mennesker med ME måske har udsyn til at blive taget langt mere alvorligt fremover!