700.000 danskere bruger medicin mod psykisk sygdom. Tallet stammer fra Sundhedsdatastyrelsen, og det svarer til mere end 12 % af den danske befolkning. Bedre Psykiatri mener, at tallet er dybt bekymrende og alt for stort.
Det er især antidepressiv medicin og medicin mod ADHD og psykoser, der er steget, skriver Bedre Psykiatri.
Kilde: https://bedrepsykiatri.dk/mere-end-hver-tiende-dansker-bruger-psykiatrisk-medicin/
416.000 danskere får antidepressiv medicin. 275.000 får beroligende medicin og sovemedicin.
Undersøgelser har vist, at mennesker med psykisk sygdom lever 15-20 år kortere end resten af befolkningen, og at overdødeligheden fx skyldes, at somatiske sygdomme overses og forstærkes af bivirkninger til medicinen.
Kilde: https://bedrepsykiatri.dk/viden/medicin/
12 % af alle danskere fik i 2018 psykofarmaka. Det lyder af enormt mange danskere. Ud af de 700.000 mennesker, der i Danmark bruger psykofarmaka, bruger 416.000 af dem antidepressiv medicin. Når man ved det, begynder det at give mening, at der er så mange. For med indførelsen af ”funktionel lidelse” har man samtidig indført, at flere danskere med fysiske sygdomme også medicineres med psykofarmaka.
Dertil kommer, at antidepressive midler i stor stil også anvendes ved kroniske smerter og søvnproblemer.
Selv om de fleste får psykofarmaka i mindre doser, når det gives pga. smerter eller søvnproblemer, end når det gives i mod depression eller anden psykisk sygdom, kan det alligevel have mange bivirkninger. Der er da også whiplashskadede, der fortæller, at de må opgive at tage den ordinerede psykofarmaka, fordi de fx bliver alt for sløve eller har taget (for) meget på i vægt.
Vi er enige med Bedre Psykiatri i, at der er for mange danskere, der får den slags medicin. Det ser ud til, at der er gået inflation i brugen af psykofarmaka i Danmark!
Man er lykkedes med at gøre op med, at for mange har haft et for stort forbrug af opioider og andre stærkt-virkende smertestillende midler.
Er sådanne præparater nu erstattet af psykofarmaka?
Er psykofarmakas bivirkninger mindre end opioiders bivirkninger? Ikke umiddelbart. Slet ikke faktisk. Men opioiders afhængighedsskabende effekt har de ikke. Til gengæld er mange psykofarmaka meget bivirkningstunge. Og de går ind og ændrer på hjernens funktion.
Det grundlæggende problem med kroniske smerter endnu ikke er løst. Der findes intet lægemiddel, der er direkte rettet mod smerter, og som virker på mennesker med kroniske smerter. Det kommer forhåbentlig!