Britiske forskere har i 2018 undersøgt om der er tegn på perifer nervepåvirkning på MR-skanning hos patienter med kroniske arm- og nakkesmerter efter whiplashskade. De undersøgte brachialplexus og mediannerven (nerver i armen) dels hos whiplashskadede mennesker og dels hos en rask kontrolgruppe. Fundene i undersøgelsen antyder, at patienter med kronisk whiplash kan have inflammatoriske ændringer og/eller mild neuropati, som kan bidrage til symptomerne.
Kilde: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29690828

Forskerne har undersøgt, om de på MR-skanning kunne se tegn på nervebeskadigelse hos patienter med kroniske arm- og nakkesmerter efter whiplash. Tre store nerver i det såkaldte plexus brachialis forsyner armen med nervebaner. Forskerne har valgt at fokusere nervus medianus, som løber på overarmens forside og ned i albuebøjningen og underarmens bagside. Den forsyner bl.a. tommelfingeren med nerver. De har fundet, at der rent faktisk kan være inflammatoriske ændringer i nerven eller såkaldt neuropati. Neuropati kaldes også for nervebetændelse. Det er dog ikke en egentlig betændelsesreaktion, for der er ingen bakterier til stede, men det er kroppens reaktion på, at der er noget, der generer nerven.
Neuropati kan opstå i både følenerver (sensoriske nerver) og nerver, der fører til bevægelse af muskler, motoriske nerver. Symptomerne kan derfor være nedsat kraft (ved inflammation i motoriske nerver) og/eller føleforstyrrelser (ved inflammation i sensoriske nerver).
Smerter i skulder, arm, hånd, fingre eller føleforstyrrelser samme sted er helt almindeligt efter whiplash.
At smerterne kan skyldes tryk på nerven, fremgår ikke direkte af forskningen. Men man kan forestille sig, at et kronisk tryk på nerven kan føre til den inflammation, som kan ses på MR-skanning.
I Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelser fra 2015/2016 havde 70 % snurren/prikken i armene og 67 % havde nedsat kraft i en eller begge arme. Vi spurgte dengang ikke om symptomerne også gik ud i hænder eller fingre. Men tallene viser alligevel problemets omfang.
Symptomer fra armens nerver er almindelige symptomer efter whiplash.
Resultaterne af forskningen er ikke overbevisende, idet der udelukkende tales om, at undersøgelsen antyder, at der kan være inflammatoriske ændringer og/eller mild neuropati. Men det er vigtig forskning, fordi det viser, at der stadig forskes i symptomer efter whiplash!

Se også filmen “Skadet – hvad nu?” som omhandler symptomer efter whiplash og læs hjemmesideteksten under filmen på Whiplashguiden http://whiplashguiden.dk/nyskadet/hvis-symptomerne-fortsaetter/