Lægeformand Anders Beich mener, at vi skal have en fredsmægler i debatten om ”funktionelle lidelser. Det skriver Propatienter. Årsag: Det er en ”konflikt-betændt” lidelse.
Lige nu er patienter og pårørende på de sociale medier oprørte pga. Sundhedsstyrelsens nye vejledning om kodning af ”funktionelle lidelser” (se Nyhed her på siden den 3.2 2020).
Mens lægerne mener, at koderne afstigmatisrer patienterne mener patienterne, at vejledningen er noget rod. Bla. skrives der meget om ME (myalgisk encephalomyelitis), som Folketinget besluttede ikke skulle tilhøre ”funktionelle lidelser” i marst sidste år, men som Sundhedsstyrelsen alligevel har medtaget i kodningen. Selv om de bruger en anden kode for ME end for de øvrige lidelser.
Anders Beich tror, at vejledningen ikke løser noget i forhold til patienterne. Patienterne bliver ikke bedre hjulpet af det. ”De bliver lykkeligere, hvis de får en ordentlig behandling medicinsk og psykosocialt, men det sker ikke, som det ser ud nu”, tilføjer han. Han forstår patienternes frustration.
Diagnosen ”funktionel lidelse” vejer ikke særlig tungt i jobcentrene. Her er det bedre at komme med en neurologisk diagnose.
”Der er godt nok mange forskellige interessenter, der slås mod hinanden i denne sag”, siger han også.
Han siger i det hele taget mange ting, bla. at vejledningen ”dumper ned midt i en borgerkrigslignende debat”. Og ”Der er voldsomme interne uenigheder om, hvordan lidelserne skal forstås og håndteres i alle interessentgrupper, og at de mange fronter skal blødes op, før der kan gøres noget ved indsatsen.
Han fastholder, at der er brug for en fredsmægler, men kan ikke pege på en.
Patienterne er frustrerede, og det forstår han godt. Lægerne er uenige om sygdommene er psykiske eller somatiske og om de skal hedde ”funktionelle lidelser”, som kun indeholder beskrivende diagnoser.
ME-patienterne slås mod lægerne, siger han.
Han mener derfor, at det kræver en politisk prioritering, hvis man vil forbedre behandlingen. Han mener også, at hovedproblemet er, at kapaciteten til disse patienter er for lille.
Der er allerede flere års ventetid på nogle af centrene for ”funktionelle lidelser”.
”Vi skal finde ud af, hvordan det kan være, at et tiltagende antal mennesker taber så meget funktionsniveau og har så mange symptomer uden, at vi kan finde ud af, hvad de fejler, og indtil vi ved mere, skal vi hjælpe dem individuelt, så godt vi kan, med de redskaber, vi har”.

Kilde: https://propatienter.dk/nyheder/2627-beich-der-er-brug-for-en-fredsmaegler-i-debatten-om-funktionelle-lidelser.html?fbclid=IwAR3VYun_FtjQEHDtVP5WtYtYBVBvRsrJZqgFSBIhoC4c2zXHR5oTg-9Y1t0

Lægeformanden ser kapacitetproblemet i forhold til ”funktionelle lidelser” som det største problem. Vi ser lægernes uenighed som det største problem. Men så længe lægerne selv er ueninge om de mange sygdomme, der hører ind under ”funktionelle lidelser”, bla whiplash, vil der være splid. Med eller uden en fredsmægler. Det er lægernes interne uenighed, der for os at se, er hovedårsagen til de mange problemer.
Kunne lægerne blive enige om, at whiplash ikke er en psykisk lidelse, men en invaliderende fysisk lidelse forårsaget af skader i nakken, som kan påvirke hele mennesket, kunne man sætte ind derfra.
Skaderne holder sig ikke indenfor et enkelt speciale i det stærkt specialiserede sundhedsvæsen. Derfor skal der tværfaglig behandling med inddragelse af læger fra forskellige specialer til. Det er den behandling, der er størst evidens for effekten af ved whiplash i dag. Megen lidelse kunne undgås, hvis der blev givet kvalificeret tværfaglig behandling af erfarne læger og fagpersoner på whiplashområdet og mange kunne sikkert også komme i arbejde eller arbejde i længere tid, hvis de fik bedre hjælp! Det har vi set i en aldrende undersøgelse lavet på et privathospital i København. De fleste- uanset hvor lang tid, de havde haft whiplash – kom i arbejde efter et forløb hos dem. Det er tankevækkende, at ingen har fundet, at det er nødvendigt med en sådan indsats efter privathospitalets erfaringer.
Så længe man ikke tager whiplashskadede alvorligt og heller ikke undersøger, om de fx er instabile i nakken, hvad mange er, får patienterne heller ikke den hjælp, de har brug for.
Så længe patienterne ikke undersøges, fordi der er mistanke om en såkaldt ”funktionel lidelse”, kan skader, der godt kan ses, også overses.
Ingen whiplashskadet ønsker at få at vide, at sygdommen sidder mellem ørerne, når de så tydeligt kan mærke, at den sidder i nakken.
Ingen ønsker psykiatrisk behandling, når det, de har brug for, er at få forbedret deres nakkefunktion. Og det gør man ikke ved gradueret genoptræning. Det gør man ved at tage hånd om hele patienten og tilbyde tværfaglig behandling. Nogle skal starte med øjenøvelser, hvor de blot forestiller sig, at de bevæger øjnene. Det kan være rigeligt, fordi de fleste er voldsomt udfordret mht proprioception og balance. Det er en stor udfordring som ikke tages op i det nuværende sundhedssystem.
Så længe “funktionelle lidelser” sætter en dagsorden, “overser” mange læger whiplash og ved meget lidt om de skader, der kan opstå. “Funktionelle lidelser” bremser med andre ord for både viden og forskning på området. Det er en skræmmende udvikling, vi er vidne til. Derfor er vi også nødt til at tage til genmæle og finde os i at blive kaldt for “patientaktivister”, selv om det, vi gør, er at forsvare vores ret til lige adgang til sundhedsydelser for alle sygdomme. Uanset om sygdommen har lægelig interesse eller ej.