I en artikel i Journal of Orthopædic Sports Physiotherapy skriver en forfatter tilbage i 2016 om fremskridt med håndteringen af nakkesmerter under overskriften ”Whiplash forsætter sin udfordring”. Forfatteren er frustreret over, at helbredelse efter whiplashskade efter en trafikulykke ikke er steget, og at overgangen til kroniske nakkesmerter ikke er mindsket. Whiplash-associerede lidelser har mangesidig karakter og der foregår omfattende forskning på området. Billedet er dog på vej til at blive klarere. Det må give håb og stor tillid til, at personer med whiplash-associerede-lidelser og langvarig smerte og funktionsnedsættelser, at resultaterne efter whiplash sandsynligvis vil blive enormt forbedret efter det næste årti med forskning og klinisk udvikling, mener forfatteren.

Kilde: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27690840/

Det er altid godt, når der skrives om håb og fremskridt indenfor whiplash. Spørgsmålet er blot, hvilke håb og hvilke fremskridt, der er tale om. Er det håb og fremskridt for patienten eller er det håb og fremskridt for fagpersoner? For de kan meget vel have forskelligt håb og se forskelligt på, hvad fremskridt er. Mens fagpersoner ønsker ”gåden løst” uanset udfaldet (også selv om det ender med psykiatrisering) og kalder det for fremskridt, ønsker patienterne, at whiplash tages alvorligt. Det vil sige, at det, de mærker i deres nakke, anerkendes og forsøges behandlet – ikke med psykoterapi og psykofarmaka, men med behandlinger, der kan afhjælpe årsagen til symptomerne! Det ville give håb for fremtiden og være et stort fremskridt, for da vil der være mulighed for, at de whiplashskadede kan få et liv med mere livskvalitet.
De ti år forfatteren taler om er gået i 2026. Men indtil videre ser det ud til, at der ikke er de helt store fremskridt på området – set med whiplashskadedes øjne – ud over et kæmpemæssige fremskridt i form af den første evidensbaserede undersøgelse af, om man kan se whiplashskader på DMX i USA. Det er en begyndelse. Der er også stadig en dansk kiropraktor, der forsker i normale nakker som udgangspunkt for senere at kunne vurdere skader i en ikke normal nakke. Hvor langt han er kommet vides dog ikke. Men noget sker! Samtidig fortsætter psykiatriseringen dog, og på det område har der til gengæld været utroligt meget ny forskning!
I det øjeblik, der er uomtvistelige beviser (evidensbaserede beviser) for, at whiplashbevægelsen kan give fysiske skader må al forskning i psykiske årsager nødvendigvis droppes, for da står det endelig klart – også for alle andre end de skadede – at hovedparten af de psykiske påvirkninger, whiplashskadede får skyldes, at de skadede ikke er blevet taget alvorligt!

Se også filmen ”Nej tak til ”funktionelle lidelser” på vores hjemmeside på http://www.whiplashforeningen.dk/generelt-om-whiplash/funktionelle-lidelser/