Cand. mag. Lisbeth Riisager Henriksen drager i A4Nu paralleller mellem det, der sker syge mennesker og mennesker med handicaps og det gamle DDR. Hun taler om overvågning og et stigende antal lovgivninger, bla de sociale reformer med deres forringede rettigheder. Hun sammenligner situationen med Berlinmuren, som trods alt er faldet, mens murene omkring de syge og handicappede mennesker i stedet er blevet større og større.
Et menneske, som har oplevet at bo i DDR og nu oplever at være syg i Danmark, beskriver endda de danske forhold for syge som værende værre end under stasi.
Uvisheden, når man kommer ind i det danske kommunale system, minder om torturmetoder.
Heller ikke læger, går ram forbi. De risikerer at miste deres autorisation, hvis de går imod strømmen.
Data på alle danskere udleveres i stride strømme og kan havne i uvedkommendes hænder.
Data fra vores privatliv samkøres og kan på sigt få alvorlige konsekvenser.
Lisbeth Riisager Henriksen kalder udviklingen for totalitær og mener, at den skal have støre bevågenhed, agtpågivenhed og mødes af kritik hos befolkningen.
”Tænk, hvis vi fik folketingspolitikere, der ville arbejde på at bryde systemiske mure for syge mennesker ned frem for at opbygge eller fastholde de tykke mure, der i disse år holder de syge tilfangetagne i års ufrihed!” slutter hun.

Kilde: https://www.a4nu.dk/artikel/totalitaere-tendenser-truer-vores-liberale-demokrati-indefra?fbclid=IwAR1utVbdrTLJJ5hzF4ljbRFI0hNTvqLLxFwApHmYU6dWMmwlR4-jDrZtCRw

Murens fald har gjort dybt indtryk på de mange, der stadig husker en tur til Østtyskland med kontrol af biler både indeni og underneden foretaget af svært bevæbnede mænd. Man ikke skulle tale. Man skulle makke ret. Mange husker også den novemberaften i 1989, hvor muren blev brudt ned og folk efter mere end 30 år strømmede gennem muren. Det var en frihedens dag.
Er ubehagelig overvågning og en ufrihed, der vækker angst og utryghed, dét, vi som borgere i dette land ønsker? Det ser unægtelig ud til, at det virkelig er der, vi er på vej hen imod i det danske system, når det stilles op, som Lisbeth Riisager Henriksen har gjort.
Flere og flere syge kan ikke få den hjælp, de har behov for i sundhedssystemet og ender i det kommunale system, hvor vi ofte hører, at de føler sig opfattet som snydere og bedragere, som ikke gider arbejde, og som overvåges mhp. at vurdere, om de får ydelser, de ikke er berettiget til. Flere og flere frafalder derfor i det hele taget at få ydelser. Vi ved også alle at systemet er med til at gøre folk mere syge og til at nedbryde mange. Denne viden er endda evidensbaseret viden. Vi ved også, at stressniveauet i samfundet aldrig været større, end det er nu.
Dertil kommer, at whiplashskadede i Danmark ikke får hjælp. De overlades hovedsageligt i egen varteægt med ofte svære skader, som ikke tages alvorligt.
Hvad er det, der sker i Danmark?
Og hvem kan gøre noget ved det?
Vi må have fremtidige forventninger til, at politikerne vil gøre noget for at ændre på så markant dårlige forhold. Mon ikke selv Mette Frederiksen, som selv indførte de reformer, som har forværret de syge rettigheder i stor grad, kan se, at noget er helt galt? I hvert fald er reformerne under evaluering p.t. og meningen er, at der skal foretages politiske ændringer. De politiske partier, der støttede op om reformerne i sin tid, ser faktisk i denne tid på ressourceforløbene.
Hvis det ikke fører til en markant ændring, er nogle måske nødt til at tage sagen i egne hænder?
Gruppen ”Svigtet af systemet” har taget fat i forsikringsselskaber og AES.
Der er flere andre Facebookgrupper, der arbejder på forbedringer i kommunalt regi.
Måske ender det med, at de virkelige ændringer skal komme fra borgere, der presser på. Fra græsrodsbevægelser. Vi taler dog om nogle af samfundets mest svage borgere, hvoraf hovedparten ikke har hverken ressourcer eller kræfter til at gøre oprør.