Det største problem med diagnosticering af whiplashskader er, at man ikke kan se hovedparten af skaderne med de nuværende undersøgelsesmetoder. Der findes dog undersøgelsesmetoder, som kan vise nogle skader, men de anvendes ikke ved whiplash. Desuden findes der undersøgelsesmetoder, som endnu ikke anvendes i Danmark. Det har vi skrevet om i en artikel i Whiplashnyt nr. 1 2021.
I Whiplashnyt nr. 2 2021 undersøger vi, hvordan det går med funktionelle undersøgelser til i Danmark.
Siden Sundhedsstyrelsen har vedtaget, at whiplash hører under funktionelle lidelser, virker det som om interessen for whiplashskader er dalet. De praktiserende læger har gatekeeper-rolle i forhold til ikke at sende patienten videre til speciallæger eller undersøgelser. Derfor diagnosticeres skader, der kan diagnosticeres, ofte ikke før senere. Desuden er det nu både lettere og hurtigere at stille diagnosen funktionel lidelse end at sende patienten til undersøgelser, der alligevel ikke viser noget. Men det betyder, at personer med whiplashskader ikke altid tilstrækkeligt, og at nogle får påvist skader lang tid efter ulykken.
Når skader ikke diagnosticeres, behandles de i sagens natur heller ikke. I værste fald fejlbehandles de. Og funktionel lidelse viser sig formentlig ad åre at være fejldiagnosticering af whiplash, som også har ført til fejlbehandling.
Som vi tidligere har nævnt rubriceres kronisk whiplash fremover som “posttraumatiske smerter” i WHO´s diagnoseklassifikation ICD-11. Det øger forskning i smerter, men ikke i skader som følge af whiplash.
At det kan udgøre et patientsikkerhedsmæssigt problem, er der ingen tvivl om.

Ovenstående er inspireret af: https://patientsikkerhed.dk/materialer/veje-bedre-diagnoser/?fbclid=IwAR2FG2jHqJtUKW5XuNWpczzz5wZy4DoFi0WXzkx_MB3eS8xUnAA1eI9b2HA