Evidens og effekt af en behandling er ikke det samme eller sagt på en anden måde: Mangel på beviser for effekten af en behandling (evidens) ikke det samme som, at en behandling ikke virker. Det påpeger Anne-Marie Gerdes, Det Etiske Råd, overfor Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Det Etiske Råd definerede i 2018, hvad retfærdig prioritering i sundhedsvæsenet er. Baggrunden var uretfærdig forskelsbehandling af patientgrupper.
Rådet konstaterede, at det ikke var muligt at se uligheden klart pga manglende gennemskuelighed mht. tildeling af ressourcer til forskellige patientgrupper.
Pengene følger som regel evidens. Derfor kan mindre patientgrupper med færre data og manglende evidens for behandlingseffekt til rådighed risikere at blive overset.  Selv om evidens er vigtigt, kan det ikke stå alene. Det Etiske Råd foreslår derfor, at der tilføjes andre vurderingskriterier end blot evidens i forbindelse med tildeling af ressourcer.
Sundhedsvæsenet mangler i det hele taget mangler styring mhp. at øge en retfærdig prioritering patientgrupper imellem.  Derfor foreslår hun og Det Etiske Råd nedsættelse af et såkaldt Behandlingsråd, som skal fungere på samme måde som Medicinrådet. Et behandlingsråd vil kunne sikre, at der ikke sker yderligere uretfærdigheder.
Jo flere penge, der bruges på dyre behandlinger, desto større bliver presset på helt basale ydelser. Derfor må et behandlingsråd starte med at se på prioritering af behandlinger. Der findes dog ingen nemme løsninger, påpeger hun. Men pga. omstillingsparatheden under coronakrisen, kan tiden være gunstig til at foretage ændringer.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3403-formand-for-etisk-rad-manglende-evidens-er-ikke-det-samme-som-manglende-effekt.html

Evidens er vigtig, men at evidens og effekt ikke er det samme, kan vi kun give Anne-Marie Gerdes fra Det Etiske Råd medhold i. Vi kan også nikke genkendende til rådets konklusioner fra 2018 om, at sygdomme med behandlinger uden overbevisende evidens, ikke prioriteres højt i sundhedsvæsenet i dag, og at mindre patientgrupper risikerer at blive overset.
For whiplashskadede betyder den manglende evidens, at de ofte selv må betale for det, vi betragter som helt basale ydelser nemlig undersøgelser og behandlinger.
Derfor ser vi uligheden i sundhedssektoren som meget stor. Og whiplash er langt fra den eneste gruppe, der oplever at blive forsømt og selv at skulle betale. Små patientforeninger har ikke det samme gehør blandt politikere og læger, som de større foreninger har.
Problemet er dog størst for de patienter, der har komplekse sygdomme, som hører til i flere specialer, og som derfor kastes rundt i systemet – eller stoppes af den praktiserende læge, hvis funktion er at være gatekeeper. Som bla. de whiplashskadede, der hører til i flere specialer. Det betyder fx,  at mange whiplashskadede først undersøges af en speciallæge, hvis de anlægger erstatningssag, fordi den praktiserende læge ikke har fundet det nødvendigt – eller måske ikke ved nok om sygdommen. Til gengæld får mange opdaget skader, når de endelig undersøges! Men da kan det være for sent at gøre noget.  

Sundheds for alle har længe været en saga blot, og vi hilser Det Etiske Råds anbefalinger om et Behandlingsråd velkommen.