Neurostimulering betyder nervestimulering. Det er en teknik, der anvendes ved kroniske smerter. En nyere undersøgelse af bl.a. rygmarvsstimulering (SCS) og perifer nervestimulering (PNS) ved kronisk smerte er offentliggjort. Undersøgelsen er lavet som en systematisk gennemgang af såkaldte randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT – videnskabelige forsøg med en kontrolgruppe) i fire forskellige databaser.
De fandt ”robuste beviser for effekten” af begge dele mod kroniske smerter.
Kilde: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31310417

En dansk klinik laver perifer neurostimulation som den eneste i norden. Det er dog en dyr behandling, fordi det kræver implantater og pacemakere, som er ret dyre. Det offentlige giver derfor som regel ikke tilskud til denne form for behandling. Behandlingen virker kort fortalt på den måde, at der hele tiden sendes elektroniske impulser vi følenerverne til hjernen, så følesansens aktiveres, mens smertesansen overdøves. Nogle bliver smertefri, andre får reduceret deres smerter.
Kronisk smerte sensibiliserer smertecentrene og skaber overfølsomhed overfor smerter, mens perifer neurostimulering desensibiliserer, hvilket vil sige, at overfølsomheden forsvinder.
Under lokalbedøvelse placeres en elektrode langs med den smertende nerve. Elektroden forbindes til en genopladelig pacemaker.
Komplikationerne til indgrebet kan være infektion. Elektroden kan også flytte sig, hvis den ikke er tilstrækkeligt fikseret og derfor ikke virke efter hensigten, ligesom selve pacemakeren kan genere, hvis den ikke ligger dybt nok under huden, eller hvis man er meget mager.
Kilde: https://www.nksk.dk/neurostimulation/

Begrænsningen af brugen af perifer neurostimulation er, at det kun kan anvendes ved nervesmerter. Desuden er metoden meget dyr, og folk skal oftest selv betale for indgrebet. Mange vil måske heller ikke bryde sig om at have en pacemaker implantereret permanent under huden.
Det er ikke en metode, vi har hørt meget om. Men måske er det en metode, vi kommer til at høre mere om i fremtiden? Eller også vil det begrænse sig selv, fordi folk – ligesom med så meget andet – selv skal betale. Med andre ord er metoden næsten udelukkende forbeholdt dem, der har råd til et sådan indgreb, selv om mange flere måske kunne have glæde af det.
Der er evidens for effekten af behandlingen.