Både endokrinologer, Stofskifteforeningen, stofskiftepatienter og politikere protesterer mod, at lavt stofskifte behandles som ”funktionel lidelse”, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift. Stofskifteforeningen og endokrinologer har haft foretræde for Sundheds- og Ældreudvalget. De er indignerede over forholdene. Patienterne bør ikke behandles på de regionale centre for ”funktionel lidelse”.
I 2018 blev der afsat 17. mio. kr. i en pulje til bedring af behandling af patienter med lavt stofskifte. I 2020 blev der lagt 5 mio. kr. oven i, fordi pengene i puljen også skulle inkludere behandling af ”funktionelle lidelser”. På den måde blev lavt stofskifte koblet med ”funktionel lidelse”. Ingen ved, hvem der har taget beslutningen.
Planen er, at man vil henvise de 5-10 % svarende til 10.000 – 15.000 patienter, der har normale blodprøveværdier, men som alligevel har symptomer på lavt stofskifte til de fem centre for ”funktionelle lidelser”, hvilket betyder, at patienterne ikke tages alvorligt.
Patientforeningen og endokrinologer er indignerede over, at patienter med lavt stofskifte slås i hartkorn med patienter med symptomer uden bagvedliggende sygdom og har bedt om foretræde for Sundhedsudvalget, hvor både oppositionen og regeringens medlemmer af Sundhedsudvalget var rystede, især Liselott Blixt, som har fulgt forløbet tæt og både var gal og indigneret, fordi lavt stofskifte er en veldefineret fysisk sygdom.
Stofskifteforeningen udtaler: ”Symptomerne forsvinder ikke ved andet end korrekt medicinsk behandling, og man kan altså ikke kurere eksempelvis B12-vitaminmangel med mestringsstrategier”.
Lavt stofskifte er ikke en funktionel lidelse. Der kan selvfølgelig være nogle iblandt, men der er også mennesker med et brækket ben, der har funktionel lidelse.
Sundhedsstyrelsen bakker fuldt op om, at den mindre gruppe behandles på centre for funktionel lidelse. De mener, at gruppen mangler behandlingstilbud, der kan hjælpe dem til at mestre deres sygdom. Ved henvisning til centrene kan de få et ”højere funktionsniveau og større livskvalitet”.
Liselott Blixt var efter mødet tydeligt irriteret, skuffet og gal. Hun mener, at psykiatriseringen skyldes et regeringsskifte, men Sundhedspolitisk Tidsskrift skriver: ”Det ser nærmest ud til, at man i Sundhedsstyrelsen er sluppet afsted med at spænde ben for stofskiftepatienterne. Det er uacceptabelt, og vi håber nu at kunne påvirke den siddende regering til at ændre på det forhold.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3554-endokrinologer-patienter-og-politikere-i-opror-lavt-stofskifte-skal-ikke-behandles-som-en-funktionel-lidelse.html

Nogen har taget nogle andre på sengekanten.
Det ser ud til, at Sundhedsstyrelsen måske har solgt endnu en patientgruppe til stanglakrids, hvis det er korrekt at Sundhedsstyrelsen har givet grønt lys for, at en gruppe stofskiftepatienter kan få behandling på centrene for ”funktionel lidelse”.
Artiklen er tankevækkende, fordi den lægger op til, at ”funktionelle lidelser” er for dem med sygdomme UDEN bagvedliggende årsag. At det er sådan, man ser på ”funktionel lidelse”, er der i og for sig intet nyt i. Problemet er blot, at det overhovedet ikke stemmer, når det gælder whiplash. For Whiplashforskning viser, som omtalt her under Nyheder forleden, at der kan være mange og forskellige fysiske skader til grund for symptomer efter whiplashbevægelsen.
Et andet tankevækkende aspekt i artiklen er, at centrene er gode til at lære at patienterne at mestre deres sygdom! Heller ikke dette er nyt. Det nye er, at det ser ud til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler patientgrupper, der ikke har andre tilbud i sundhedsvæsenet til centrene. Hvis det er eneste årsag til, at man psykiatriserer flere og flere patientgrupper, er problemet med de ”funktionelle lidelser” endnu større end tidligere antaget. Det ser således ud til, at flere og flere patienter havner med den ”skraldespandsdiagnose” med kvindelidelser, som lægerne ikke er synderligt interesserede i og slet ikke, hvis lidelsen er kompleks. Selve problemet med, at der mangler tværfaglige behandlingsteder ignoreres af både psykiatere og Sundhedsstyrelsen, og centrene for “funktionel lidelse” bliver “et plaster på såret” fremfor behandlingscentre. Sundhedsstyrelsen er tilsyneladende tilfredse, hvis syge patienter kan lære at leve med deres sygdomme! Det virker meget arrogant overfor syge mennesker.
Har Sundhedsstyrelsen fået en magt, som de ikke burde have? Hvorfor retter de ikke ind i forhold til fx ME, som Folketinget har fjernet som ”funktionel lidelse” og som Sundhedsstyrelsen alligevel vedholdende kalder for ”funktionel lidelse” – de er med andre ord civilt ulydige. Hvorfor retter de ikke ind efter eksperter på området? Hvordan kan de slippe af sted med det, når læger er uenige med dem?
De burde i stedet varetage alle patienters behov, og det er de færreste patienter, der har behov for med en fysisk lidelse at blive psykiatriseret.
Det kan ikke være til patienternes bedste at få et psykiatrisk stempel, som de aldrig nogensinde slipper af med igen bare fordi, der ikke er andre behandlingstilbud i landet. Så må der etableres nogle, så flere får det bedre og dermed også bliver mere arbejdsduelige. Psykiatrisering er på alle måder den allerdårligste og mest nedværdigende løsning af alle. For patienterne.
Desuden er centrene for ”funktionelle lidelser” så overbelastede, at de har op imod to års ventetid på behandling, fordi behovet fra start var undervurderet. Langt flere patienter end de 300.000 Per Fink angiver, er puttet ind i puljen. De fleste i puljen har dog behov for tværfaglig intervention af læger fra forskellige specialer samt andre sundhedspersonaler, men lige nu spises de lægefagligt af med psykiatere, som af gode grunde intet ved om den enkelte fysiske sygdom.
Læs også nyhederne fra 30.7 og 3.8 2020 om ”funktionelle lidelser”.