Sundhedsstyrelsen har nu lavet en ”redskabskasse” med 15 konkrete redskaber, som de praktiserende læger kan bruge hos patienter med funktionelle lidelser, som rammer 10 % af befolkningen.
Sundhedsstyrelsen erkender, at symptomerne ikke kan påvises ved tests, og at der stadig mangler viden om årsagen til symptomerne. Derfor tager de 15 redskaber udgangspunkt i patientens opfattelse af symptomer, og hvordan de påvirker dem.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at patienterne får hjælp så tidligt som muligt til at begynde at mestre deres symptomer, fordi det kan forebygge, at sygdommen udvikler sig og bliver kronisk.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/5516-ny-redskabskasse-skal-styrke-arbejdet-med-funktionelle-lidelser.html

De 15 redskaber er bl.a. en oversigt over symptomer, en tidslinje over udviklingen af symptomer, beskrivelse af aktivitetsniveau, sammenhænge mellem og årsager til symptomer, bevidsthed om, hvordan hjernens filterfunktion fungerer, ressourcer og belastninger og værdier. Dertil kommer noget omkring belastningszoner, at blive bevidst om, hvad man mærker i kroppen, hvilke strategier, man bruger samt et værktøj til at sætte mål og en måltrappe til gradueret genoptræning.

Kilde: https://www.sst.dk/da/Viden/Funktionelle-lidelser/Anbefalinger-om-funktionelle-lidelser/Redskabssamling-til-praktiserende-laeger

Whiplashforeningen mener selvfølgelig stadig, at det er helt galt, når Sundhedsstyrelsen ikke opgiver de funktionelle lidelser, selv om de ikke er godkendte i ICD-11, som træder i kraft pr. 1. januar. I stedet skal de implementeres dybere i lægepraksis, ligesom der også lægges op til, at redskaberne kan bruges hos fysioterapeuter og andre behandlere, hvilket vi tager afstand fra.
Umiddelbart ser redskaberne meget omfattende ud. Måske kan den enkelte patient få noget ud af at se på dem og udfylde det, der skal udfyldes? Måske kan det give større bevidsthed om situationen og dermed også større styrke til at tackle den åbenbart fortsatte psykiatrisering. At antage at den praktiserende læge har tid til at hjælpe patienten med at udfylde de mange sider og bruge det, virker dog langt fra holdbart. Det lader sig næppe gøre kvalificeret på de 10-15 minutter en konsultation varer. Mange af de 15 punkter burde den praktiserende læge og behandlere allerede kende til, fx. symptomer og udvikling af symptomerne. Hvorfor udvikles mon et specielt redskab til at indsamle data om fx en whiplashskadet patient? Relevant dataindsamling og hvordan symptomer påvirker en patients liv burde være selvfølgeligt. Desværre ved vi godt, at det ikke er tilfældet.
Måske er det ikke redskaber, lægerne mangler, men tid til den enkelte patient, og til at forstå den enkelte patients situation og ikke kun, hvad lægen selv forstår?! Måske vil lægen da også kunne forstå, at patienten ikke bliver rask eller at kronicitet forebygges, hvis patienten lærer at mestre sine symptomer. Så ligetil er det desværre ikke.