I sidste nyhed skrev vi om tre fagpersoners anbefalinger til undersøgelser i den akutte fase efter en whiplashskade. I dag skriver vi om anbefalinger ved kronisk whiplash.
Kronisk whiplash definerer de som symptomer i over seks måneder.
Ofte udvikles også kroniske smerter kaldet for whiplashsyndrom, skriver de. Der kan være mindre fysisk formåen, nedsat smertetolerance, ændret balance og visuel kontrol, hukommelses- og koncentrationsproblemer, øget forekomst af psykosociale symptomer som angst, katastrofetanker og posttraumatisk stress.  Der er også sensibilisering af centralnervesystemet, øget forekomst af flere samtidige diagnoser samt nedsat arbejdsevne og livskvalitet.
Anbefalede undersøgelser:
1. Anamnese.
2. Klinisk undersøgelse på samme måde, som da skaden skete med særligt fokus på smertesensibilisering.
3. Der overvejes henvisning til neurologisk praksis, hovedpineklinik, afdeling for funktionelle lidelser, Specialhospitalet eller anden specialiseret enhed.
4. Der er ingen indikation for rutinemæssig billeddannende undersøgelse af nakken ved kroniske nakkesmerter alene. Det beror på en samlet vurdering.
Desuden skriver de, at ved ”kliniske tegn på øvre instabilitet kombineret med fx øvre nakkesmerter, hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, balanceproblemer eller andre symptomer på cervical medullær kompression (tryk på rygmarven) bør altid udredes relevant”.

Kilde: Uhrenholt L, Kasch H og Brink O. ”Systematisk diagnostik og dokumentation ved whiplash”. Statusartikel. Ugeskrift for Læger den 22. maj 2023.

I den kroniske fase af whiplash er forslagene til undersøgelser mindre præcise end i den akutte fase (se sidste Nyhed).
Anbefalingerne bærer desuden præg af forsigtighed. For selv om forfatterne nævner tre forskellige skader, som forskning viser, kan ses hos nogle i den kroniske fase, præciserer de ikke hvilke undersøgelser, de mener bør foretages ved mistanke herom, og kun øvre instabilitet er medtaget. Derfor sidder vi tilbage med et spørgsmål om, hvad de mener er ”relevant udredning”?  
I stedet for at præcisere undersøgelsesanbefalinger som i den akutte fase, anbefaler de forskellige henvisningssteder, hvoraf nogle virker  mere som behandlings- end undersøgelsessteder.
Kun neurologisk praksis kan være relevant, hvis det drejer sig om øvre instabilitet eller Chiary Malformation, selv om det havde været endnu bedre, hvis de forslog en neurokirurgisk praksis.
Mht. hovedpineklinik kan en henvisning være relevant for dem, der døjer mest med hovedpine. Problemet er dog, at fx Hovedpineklinikken i Aarhus har personale ansat fra Afdelingen for Funktionelle Lidelser. Og det er ikke vores erfaring, at de undersøger patienten for fysisk sygdom. Tvært imod. Da oftest er psykiatere, giver det jo også sig selv.
Mht. Afdelingen for Funktionelle Lidelser undersøges heller ikke her for fysisk sygdom. Dertil kommer, at der ikke er ret mange med kronisk whiplash, der har lyst at få en henvisning dertil pga. psykiatriseringen og stigmatiseringen.
Specialhospitalet i Rødovre kunne være en mulighed, men da det drives af UlykkesPatientForeningen, som har aftaler med Region Hovedstaden, er den mulighed vist mere teoretisk end konkret? Ikke mindst fordi de især behandler multitraumatiserede mennesker.
Hvad der menes med ”anden specialiseret enhed” vides ikke, men generelt er en sådan en medicinsk enhed, der udfører specifikke opgaver eller understøtter behandling, diagnose eller håndtering af en bestemt tilstand eller sygdom. Måske fx være et gigthospital?
Vi mangler, at de skriver, hvilke enheder, der er aktuelle ved whiplash.
Det ser ud til, at forfatterne blander undersøgelser sammen med behandling, og derfor undrer vi os over, at de fx ikke nævner tværfaglige smerteklinikker, som ville kunne afgøre, om der er tale om smertesensibilisering, som forfatterne vægtlægger.
Desuden nævner de en neurolog, men ikke en psykolog, selv om de taler om angst, katastrofetanker og posttraumatisk stress.
At forfatterne ikke skriver særligt udførligt og en smule tvetydigt om den kroniske fase, gør, at deres anbefalinger stort set virker lige så udefinerlige, som de er i dag, hvor der heller ikke findes noget konkret. Det forandrer dog ikke, at de har lavet et godt forslag til, hvad der kan gøres i den akutte fase, og det finder vi fortsat væsentligt.
Forslaget tydeliggør i den grad, at der mangler forskning i kronisk whiplash!