Det står klart, at whiplash blandt mange fagpersoner og i Sundhedsstyrelsen betragtes som “funktionel lidelse”, altså som en hidtil uforklaret, kompleks lidelse, som man endnu ikke kan diagnosticere med nuværende undersøgelsesmetoder.

I et stort forskningsprojekt antages, at ca. 30 fysiske sygdomme, herunder whiplash, er én og samme lidelse under forskningsdiagnose Bodily Distress Syndrome (BDS).

Vi betragter antagelsen som en forlængelse af tidligere tiders hysteri og hypokondri hos kvinder. Vi oplever, at mange får diagnosen BDS hos psykiatere, der har konsultationer på fx smerteklinikker, hos praktiserende læger, neurologer etc. Som regel får patienterne et chok, når de opdager, hvad det drejer sig om.

Langt fra alle læger og fagpersoner er dog enige i antagelsen om, at whiplash er en psykiatrisk sygdom. Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser har et bio-psyko-socialt syn på sygdom, som betyder, at de ser på alle aspekter af sygdommen. Det lyder tilforladeligt; men problemet er, at de “glemmer”/ser bort fra den biologiske del og fra al den forskning, der viser, at whiplashsymptomer er forårsaget af fysiske skader og ikke at psykologiske traumer gennem livet (sidstnævnte er deres antagelse), og at gennemgang af forskning over en periode på 25 år viser, at der ikke er evidens for, at psykoterapi virker ved whiplash.

Selv om psykiaterne siger, at det ikke er en psykiatrisk lidelse, er fakta, at den er “opfundet”af psykiatere, at behandlingen er psykiatrisk, og at de skadede stigmatiseres som alle andre psykiatriske patienter. Uenigheden bevirker, at whiplashskadede kommer i klemme mellem fagpersoner med forskellige holdninger til, hvad whiplash er.

Det synes som om, de eneste, der ikke høres i denne sag, er dem, det berører, nemlig de whiplashskadede. Vi møder enkelte, der har haft stor glæde af deres BDS-diagnose og den psykiatriske behandling. Vi kan konstatere, at de sikkert har en såkaldt “funktionel lidelse”, og det er godt, de kan hjælpes; men hovedparten kan slet ikke komme overens hermed. Derfor er det langt fra holdbart.

Med en sådan diagnose risikerer du, at du:

  • Ikke kan få behandling for dine fysiske symptomer
  • Bliver betragtet som indbildt syg
  • Ikke bliver undersøgt tilstrækkeligt
  • Bliver behandlet med psykiatriske behandlingsmetoder som fx psykofarmaka og terapi
  • Ikke kan få erstatning med den begrundelse, at det ikke er ulykken/skaden, der har forårsaget dine symptomer men traumer i barndommen og gennem livet
  • Aldrig slipper af med diagnosen igen.

Man bestemmer desværre ikke selv, hvilke diagnoser, man får; men hvis du får mistanke om, at du er på vej til at få diagnosen BDS, fordi lægen spørger meget ind til dit tidligere liv – barndom, familierelationer, traumer etc. – bør du være på vagt, hvis du ikke ønsker diagnosen. Så længe det er en ikke internationalt godkendt forskningsdiagnose (i WHO), kan du forsøge at forhindre, at den skrives ind i din journal. Opdager du først senere, at du har fået diagnosen, kan du bede den læge, der har givet dig diagnosen om at fjerne den fra din journal med den begrundelse, at det er en forskningsdiagnose. Du kan evt. også bede om at få evidens for, at whiplash er en “funktionel lidelse”.