Et helt nyt studie viser, at videofluoroskopi af nakken er et potentielt følsomt værktøj til diagnosticering og evaluering af ustabilitet. Undersøgelsen giver mulighed for at foretage undersøgelse under bevægelse af nakken. På det tidspunkt, hvor forskerne gik i gang, var der ingen undersøgelser af den diagnostiske nøjagtighed af videofluoroskopi til skelnen mellem raske og skadede mennesker.
119 mennesker med nakkesmerter og whiplashskade for sket for mere end seks uger siden var med i undersøgelsen sammen med 77 raske mennesker uden symptomer.  Tre statistiske modeller blev anvendt for korrekt at kunne skelne mellem raske og skadede, og forskerne fandt, at Videofluoroskopisk undersøgelse af nakkerygsøjlen gav en høj grad af diagnostisk nøjagtighed til at identificere instabilitet af ryghvirvler hos patienter med kroniske smerter efter whiplashtraume.
Selv om tidligere forfattere har undersøgt pålideligheden af videofluoroskopi til påvisning af ustabilitet, fandt forfatterne ingen offentliggjorte studier, der beskriver den diagnostiske nøjagtighed.
Målet med undersøgelsen var at tilvejebringe en kvantitativ vurdering af videofluoroskopiens evne til at skelne mellem patienter med symptomatiske posttraumatiske nakkesmerter kontra patienter uden symptomer som kontrolpersoner.
Resultatet var, at kontrolpersonerne havde væsentligt færre unormale aflæsninger end gruppen af whiplashskadede.
De målte ud fra i alt 37 aflæsningsparametre. Ingen af kontrolpersonerne havde skader i 17 parametre og kun tre af parametrene var positive for abnormitet. Sammenlignet hermed var mindst én patient med whiplash ”unormal” på samtlige 37 parametre. Ved 24 af parametrene var der signifikant forskel mellem de to grupper.
Pga. den høje udbredelse af ligamentskade hos dem med kronisk whiplash og manglen på samme fund i kontrolgruppen, konstaterer forskerne, at det er ubegrundet at tilskrive symptomer efter whiplash ikke-organiske klager (psykiske årsager) uden først at udelukke patologi via videofluoroskopi!
Selv om man ikke kan se ligamenter på videofluoroskopi er det rimeligt at udlede, at en overdreven bevægelse er et bevis på ligamentskade, når symptomerne startede kort efter et whiplashtraume. Nogle ligamentskader kan påvises ved MR-skanning.
Kilde: https://www.mdpi.com/1660-4601/17/5/1693

Så er der langt om længe kommet forskning, der viser, at brugen af videoflouroskopi til diagnosticering af instabilitet i nakken, er en mulig diagnosticeringsmetode. Forskningen kommer selvfølgelig fra USA, hvor forsikringsselskaber i mange år har undersøgt skadede nakker med videofluoroskopi. Den ene af forskerne, Michael Freeman – som bla. har forsket sammen med den danske kiropraktor Lars Uhrenholt – har i mange år forsket i whiplash. Han er bosat i Belgien p.t. og er en velanset forsker på whiplashområdet. Det giver håb for fremtiden.
Før denne undersøgelse blev publiceret i marts 2020, var der ingen evidens for, at undersøgelsen kunne bruges til nøjagtigt at kunne skelne mellem raske og skadede menneskers nakker. Det kræver stor øvelse og viden at kunne skelne mellem normale og unormale forhold, og forfatterne skriver da også, at de er vant til at se på videofluoroskopi.
Forhåbentligt er studiet det første i en lang række studier, som kan bevise, at whiplashskadede vitterligt har skader i nakken. Også andre skader end instabilitet. De har primært fokuseret undersøgelsen på diagnosticering af instabilitet. Måske fordi de ikke har været sikre på, at de har tilstrækkelige beviser for andre skader? Men der kan selvfølgelig også være andre skader!
Ifølge forskernes resultater, er der ingen tvivl om, at der er stor forskel mellem whiplashskadedes nakker og nakker hos raske kontrolpersoner. Det ser dog ud til, at de også har fundet skader i kontrolgruppen.
Desværre er ét forskningsprojekt sjældent nok. Resultatet skal også bekræftes af andre forskere.
Men forhåbentlig vil den danske kiropraktor René Lindstrøms forskning af, hvordan normale nakker ser ud på skanning, give både ham selv og andre et godt grundlag for videre studier.
Ud over at der skal mere evidens til, kræver brugen af videoflouroskopi også stor erfaring mht. at tyde billederne, og det kan tage tid, at uddanne fagpersoner på området.
Det er dog en begyndelse.
Indtil det måske bliver en almindelig og anerkendt metode, må vi glæde os over, at forskerne bekræfter det, vi i mange år har sagt i Whiplashforeningen: Så længe man ikke kan lave undersøgelser, der be- eller afkræfter, om der er skader i nakken, kan man ikke tillade sig at sige, at whiplashskadedes symptomer kan tillægges psykisk sygdom.