Efter hjernerystelse er der en tendens til længerevarende forløb. Det skyldes formentlig en stresset hverdag med jag og præstationskrav, som gør os mere sårbare.
Den ene bog er skrevet af hjerneforsker Troels W. Kjær og psykoterapeut Loa Opstrup og hedder ”Hjernerystelse – kom godt igennem”. Heri findes den nyeste viden om, hvordan man kommer i gang igen efter en hjernerystelse.
Patienterne er ikke blot hysteriske, arbejdssky eller ude på at få erstatning.
Der findes i forskningen en række biologiske forklaringer på, hvorfor helbredelse trækker ud hos nogle. Postcommotionelt syndrom eller senhjernerystelsen kender man ikke årsagen til, men hjernerystelsen giver skader flere steder, hvorfor årsagerne kan være forskellige. Selv om skaderne ikke kan ses ved almindelige hjerneskanning, er det ikke ensbetydende med, at hjernen er intakt. Der kan være lokal iltmangel i cellerne, hvilket kan skabe en masse forandringer og nedsætte den normale funktion af nervecellerne. Også strukturer i storhjerne eller måske hypofysen eller hjernestammen kan være ramt af mikroskopiske skader. Både det autonome – selvstyrende – nervesystem og hormonsystemet kan da også tage skade ved hjernerystelse. Det kan give symptomer som uro, nakkesmerter, synsforstyrrelser, hovedpine, hjertebanken, koncentrationsproblemer og angst.
Bogen giver udførlige redskaber og behandlingsmuligheder både i den akutte fase og de følgende 12 uger. Det bedste er at finde sin egen balance mellem aktivitet og afslapning. Balance er kun et godt råd for at undgå for mange symptomer og at presse sig selv ud i belastningszonen. Hjernen skal bruges, men ikke overbelastes.
Kilde: http://sundhedskultur.dk/boger/29-ny-bog-kan-blive-bedste-ven-for-patienter-med-hjernerystelse.html

Den anden bog er skrevet af en kvinde, der selv har hjernerystelsen, nemlig Annecathrine Borup. Hendes bog hedder”Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag”. Det er også en anbefalelsesværdig bog.

Whiplash og hjernerystelse er ofte to sider af samme sag. Whiplash kan give hjernerystelse og hjernerystelse kan give whiplash. Symptomerne ligner hinanden. 10 % bliver invaliderede efter begge dele. De effektive behandlingsmuligheder til begge grupper er de samme.
Alligevel er der mange læger, der ikke anerkender, at man kan få hjernerystelse efter whiplash. Det kan i sig selv give stress og føre til længerevarende symptomer. Det samme kan det, når whiplashskadede presses ud over, hvad de kan magte.

Se også filmen ”Whiplash og hjernerystelse” og læs hjemmesideteksten under filmen på www.whiplashguiden.dk