Diagnostik og undersøgelser

Da der ikke findes et undersøgelsesprogram for whiplashskadede i Danmark, er det op til den enkelte læge at beslutte, om der skal yderligere udredning til. Det ville være at foretrække, hvis der i Danmark, ligesom i fx. Sverige og Australien, kunne udarbejdes kriterier for, hvornår en whiplashskadet sendes til videre udredning/undersøgelser. Psykiatriseringen har ført til, at mange ikke undersøges tilstrækkeligt i et forsøg på at “dæmme op for undersøgelser, der alligevel aldrig viser noget”.

Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelse af whiplashskadede viser, at knap halvdelen af svarpersonerne udelukkende fik stillet diagnosen whiplash på baggrund af en samtale og ved, at lægen eller behandleren følte på deres nakke.

En undersøgelse foretaget af Retslægerådet i 2016 kritiserede dog, at knap 90 % af de whiplashskadede ikke havde fået foretaget billeddannende undersøgelser, når deres sag blev forelagt Retslægerådet og viste sig ikke at være tilstrækkeligt belyst, hvilket hovedparten ikke var. Paradoksalt nok undersøges mange først, når de har anlagt erstatningssag og da er det på forsikringsselskabets forlangende.

Da diagnostik er indgangen til behandling, er det vigtigt, at der diagnosticeres korrekt. Uden diagnose ingen behandling, eller uden korrekt diagnose ingen korrekt behandling. Derfor er det indlysende, at det er vigtigt med en korrekt diagnostik.

En gennemgang af samtlige netsider skrevet af læger om whiplash og af relevante lærebøger, hvori whiplash er beskrevet, afslører en stor uenighed læger imellem. Nogle steder står der intet om diagnostik, andre steder er der visse relevante forslag. Spørgsmålet er dog, hvordan man som læge kan forholde sig til WHO-godkendt diagnose, når der ikke foreligger undersøgelseskriterier og uenigheden er stor? Der bør være kriterier for, hvornår en whiplashskadet undersøges, hvordan og af hvem. Det ville skabe en påkrævet større ensartethed, fremfor at bygge på holdninger.

Vi er uforstående overfor, at Danmark har fravalgt at lave funktionelle undersøgelser og undersøgelser i oprejst stilling, hvor hovedet belaster nakken så som fx upright skanning, funktionel MRi-skanning, funktionel røntgen i C-bue/video-fluoroscopi/Digital Motion X-Ray, som kan afsløre funktionelle skader efter whiplash.

• Anamnese indeholdende grundig beskrivelse af ulykkesomstændighederne mhp. bedre at forstå skaden.
• Grundig undersøgelse inklusive en neurologisk undersøgelse, undersøgelse af nakkebevægelighed, kropsholdning og en posturologisk undersøgelse.
• Anvendelse af VAS-skala (Visuel Analoge Scale) og NDI-skala (Neck Dissability Index) ved hver undersøgelse mhp. vurdering af forbedring/forværring af tilstanden.
• Vurdering/undersøgelse af, om den skadede har en samtidig hjernerystelse.
• Vurdering af, om den skadede har posttraumatisk stresssyndrom.
• Vurdering af, hvor den skadede skal placereres på Quebech Task Force Skalaen (indtil bedre klassificering foreligger).

• Fuld neurologisk undersøgelse.
• Billeddannende undersøgelser (røntgen, funktionsrøntgen, MRi-skanning, CT-skanning m.m.).
• Undersøgelse af øjne/ører.
• Nerveoverledningsundersøgelser.
• Hjerneskanning.
• Neuro- eller ortopædkirurgisk eller reumatologisk bedømmelse.
• Neurofysiologisk udredning.
• Neuropsykologisk undersøgelse.
• Cervicale sikkerhedstests medtænkes.