Jobcentre driver hetz mod syge
5. juli 2019
Fagbladet 3F beskriver de fem mest groteske sager på jobcentre.
I Helsingør blev jobcentret – som beskrevet forleden – lovet isbar, hvis de kunne få antallet af borgere på sygedagpenge ned.
En tidligere chauffør uden arbejdsevne og nedsat gangdistance efter en arbejdsulykke, blev sendt til salsalektioner under et ressourceforløb. Kommunen mente, det kunne bedre hans funktionsniveau.
En tømrer med en alvorlig arbejdsskade i skulderen uden udsigt til nogensinde at kunne arbejde som tømrersvend igen, blev sendt i arbejdsprøvning to måneder før, han kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Selv den mindste belastning af skulderen øgede risikoen for markant kronisk og varig smerteforværring.
En tidligere buschauffør skulle i arbejdsprøvning efter en arbejdsskade, en hjertesygdom og fem rygoperationer og fik en seng i Norddjurs Kommune. Buschaufføren kunne kun arbejde 21 min. om ugen.
Resten af tiden lå hun i sengen pga. smerter. På arbejdspladsen.
En VVS´er skal pga. alvorlig tarmsygdom på toilet 20-25 gange dagligt, når det er værst men raskmeldes og får frataget sine sygedagpenge. Københavns Kommune vurderede, at sygdommen ikke havde ”tilstrækkelig indvirkning” på hans arbejdsevne. En arbejdsdag kunne ikke gennemføres uden uheld.
Efter en arbejdsskade i ryggen havde en kvinde 32 forskellige sagsbehandlere på syv år. Uvisheden gav hende både depression og misbrug. Hun blev sendt i arbejdsprøvning, selv om hun havde så mange smerter, at hun ikke selv kunne tage strømper på sine hævede ben.
Kilde: https://fagbladet3f.dk/artikel/her-er-fem-af-de-mest-groteske-sager?fbclid=IwAR0qzgN0KhzCUl4CrmUVe3rKLSB677oDvkLRrxGMG9_5WmXaBuQ2illsBFM
Selv om 3F taler om de fem mest groteske sager, husker mange af os formentlig mange flere groteske sager fra forskellige medier. Disse fem sager er formentlig udelukkende 3F sager.
Den ny beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, har nu lovet bedre tider efter historien om isbaren i Helsingør.
Læs mere om is-bar-historien under Nyheder på www.whiplashforeningen.dk den 3.7 2019.