Alternativ form for kiropraktik af øvre nakke
14. april 2020
I bla. England bruges en eksperimentel metode ved kiropraktik af øvre nakke. Metoden hedder Atlas Orthogonal Kiropraktisk Teknik. Atlas er den første nakkehvirvel og den hvirvel, hovedet står på. Ortogonal betyder i en ret vinkel (90 grader). Atlas Orthogonal Kiropraktisk Teknik er derfor en kiropraktisk metode til justering af Atlas, så hvirvlen har en ortogonal position – en position, hvor kroppen er i ligevægt.
De øvrige nakkehvirvler følger Atlas. Så når Atlas er justeret forkert, retter hovedet ind for at kunne følge en horisontal linje. Det samme gør kroppen, og det kan føre til fx forskellig benlængde og smerter i ryg, ben og fødder m.m., altså posturologiske problemer.
Det kan også føre til, at blodforsyningen til hjernen klemmes af og vitale nerver i kroppen påvirkes.
Metoden skulle være både smertefri, skånsom, effektiv og sikker ifølge dem, der giver den. Den genopretter balancen i kroppen og stimulerer kroppens naturlige heling, hvilket resulterer i smertelindring og større funktion.
Til justering af Atlas bruges et specielt instrument. Ved hjælp røntgenbilleder forud beregnes den nøjagtige justeringsvinkel. Hver patient har en for dem specifik vinkel. Derefter overføres en slagkraft til Atlas via spidsen på en pen, placeret i den rette vinkel bag det ene øre. Slagkraften bevæger Atlas i den ønskede retning.
Efter justeringen kontrollerer lægen både nerver og benlængde igen, og der tages røntgenbilleder for at sikre, at Atlas sidder korrekt.
Kilde: https://atlaschiroandrehab.com/the-atlas-orthogonal-chiropractic-technique/
En skæv Atlas kan opstå efter trafikulykke, fald, kontaktsport etc. – med andre ord de traumer, der kan udløse både whiplash og hjernerystelse.
Atlas Orthogonal Kiropraktik er eksperimentel behandling, som dog foretages af en autoriseret fagperson, nemlig en kiropraktor. Metoden er tilsyneladende blid, fordi den kræver meget lidt kraft i modsætning til fx almindelig kiropraktik med ”knæk-og-bræk”, som kræver, at nakkens led bevæges mere end mange tåler efter whiplash.
Se pjecen om sikkerhedsforanstaltninger ved behandling af nakker:
http://www.muskuloskeletal.dk/CustomerData/Files/Folders/10-rasmus-mappe/256_dffmt-cx-sikkerhed-folder-web.pdf
Behandlingen minder måske nogle om Atlas Profilax, som også er en behandling, der sætter Atlas på plads. Dog foretages det ikke at en autoriseret sundhedsperson, men af en alternativ behandler uddannet i raske mennesker, fordi metoden bygger på, at ALLE mennesker har en skæv Atlas. Det er måske derfor, nogle whiplashskadede har fået deres tilstand forværret efter Atlas Profilax?
Man må trods alt forvente, at en autoriseret sundhedsperson er bedre uddannet og ikke foretager sig noget, vedkommende ikke kan stå inde for, og også at vedkommende sikrer sig, at folk forstår, at behandlingen er eksperimentel, og at det foregår på eget ansvar.
Indtil videre har vi kun hørt om én whiplashskadet person, som har fået foretaget Atlas Orthogonal Kiropraktik på en klinik i England. Atlas er efterfølgende blevet siddende, og personen er nu i gang med et langvarigt træningsforløb, som en helt anden behandler står for. Om det er behandlingen eller træningen, der virker kan vedkommende dog ikke sige.
Der er ingen tvivl om, at en skæv Atlas kan give mange problemer med både blodforsyning, nerveforsyning og skævheder i kroppen. Der er heller ingen tvivl om, at nogle whiplashskadede har problemer med Atlas, fordi Atlas primært holdes på plads af ledbånd. Den meste kendte whiplashskade i øvre nakke er da også, at ledbånd enten overstrækkes eller overrives under accelerations-/decelerationsbevægelsen. Skaderne på ledbånd kan forrykke Atlas´ placering. Skævheden kan, hvis der er mistanke om en sådan, ses ved almindelig røntgenfotografering af Atlas gennem munden.
Hverken Atlas Profilax eller Atlas Orthogonal Kiropraktik reparerer skadede ledbånd. Det er ikke muligt for kroppen selv at reparere overstrakte eller ødelagte ledbånd. Det ved alle, der har haft ledbåndsskade i en ankel eller et knæ. Men det er måske muligt at træne nakken, så Atlas bliver på plads! Ligesom det er muligt at træne en ankel ellet et knæ, hvis ledbåndet ikke er hverken helt overstrakt eller ødelagt. Der vil dog vedblivende være et “svagt punkt”.
At træne en nakke kræver vedblivende træning under vejledning af en kyndig person med viden om skaderne.
De behandlingsmetoder, vi har kendskab til, man indtil videre bruger ved ledbåndsskader i øvre nakke, er alle eksperimentelle behandlinger. Det drejer sig om fx
1. Operation med stabilisering af øvre nakke, hvor nakken stabiliseres vha. indopereret materiale.
2. Proloterapi med injektion af en vævsirriterende væske mhp. nydannelse af bindevæv, der virker som en slags kemisk fiksering af nakken.
3. Stamcelleterapi med indsprøjtning af stamceller, som kan genopbygge egne ødelagte celler i nakken.
Alle metoderne er eksperimentelle og kan ikke umiddelbart anbefales.
Problemet med behandlinger er skadernes placering tæt på livsvigtige nerver, rygmarv og blodkar til hjernen, som alt sammen er meget sårbare strukturer, som let kan skades yderligere.