Mere dansk smerteforskning – nu i neuropatiske smerter
30. maj 2022
Professor Nanna Brix Finnerup skal forske i neuropatiske smerter og ”præcisionslægemidler” til forbedring af forebyggelse og behandling, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift. Ca. 350.000 danskere lider af neuropatiske smerter.
”I øjeblikket forstår vi ikke, hvorfor nogle patienter oplever smerte, hvorfor andre ikke gør, og hvorfor kun nogle patienter reagerer på en given behandling,” forklarer hun. Symptomerne er forskellige, men kan fx være ”vedvarende eller spontane, brændende, stikkende, prikkende, skud- eller nålestiksagtige, jagende, klemmende eller frysende smerter”. Smerterne har store konsekvenser for dagligdag, arbejdsevne og livskvalitet. Men der mangler effektive behandlinger, som ikke er afhængighedsskabende.
Smerterne skyldes skader eller sygdom i nervesystemet.
Professoren har en multidisciplinær tilgang til behandling. Desuden vil hun undersøge smertestillende effekter af lægemidler, der bruges i anden behandling. Hun tror også, at præparater, der ikke har haft stor nok effekt, måske virker på undergrupper.
Smerter er, hvad patienterne fortæller, det er, fastslår hun!
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/5869-professor-skal-lose-mysteriet-om-neuropatiske-smerter.html
Det er skønt at opleve, at forskning i smerter er øget. Og skønt at opleve, at også hun fastslår, at smerter er, hvad patienten siger det er. Sådan er den internationale definition, men ikke alle danske fagpersoner har dén holdning.
Måske skyldes det større fokus på smerter og behandling af kroniske smerter, at smerter har fået sin egen selvstændige diagnosekode i ICD-11. ICD-11 er dog endnu ikke implementeret i Danmark endnu. Men det kommer.