Indsatsen for mennesker i Danmark med kroniske smerter skal løftes, skriver Sundhedsstyrelsen. Det sker gennem en handlingsplan udarbejdet i 2022 af Sundhedsstyrelsen.
Ca. 1,2 mio. danskere over 16 år lever med kroniske smerter, og det koster samfundet mange penge i tabt arbejdsfortjeneste, til sygefravær og til sundhedsvæsenet.
Det er meningen, at strategien skal give øget fokus på smerteområdet. Bl.a. skal Sundhedsstyrelsen udarbejde faglige anbefalinger. Dertil kommer nye nationale kliniske anbefalinger mhp. at gøre det lettere for praktiserende læger at udrede patienter og give dem rette behandling på rette tidspunkt. Patientinddragelse og patientundervisning skal desuden styrkes.

Kilder:
https://sum.dk/nyheder/2022/juli/ny-strategi-for-smerteomraadet   og
https://sum.dk/Media/637922637245577494/Strategi%20for%20smerteomr%C3%A5det.pdf

Det har en tid været synligt, at der nu sker noget på smerteområdet. Der har været mere forskning på området. Sundhedsstyrelsen har gang i nye planer og taler ligefrem om en sundhedsreform på området. Det så i lang tid ud til, at dét – nyligt afsluttede arbejde – skulle skabe forbedringer, men det viser sig, at det kun er planer, som der nu skal arbejdes videre med via en handlingsplan.
Det står umiddelbart intet om øget uddannelse af læger og andet fagpersonale på området. Til gengæld ser det ud til, at der skal større fokus på patientuddannelse. Men så længe læger og andre fagpersoner ikke uddannes i nyere smerteteori på deres respektive uddannelser, kan der være lang vej endnu. For de gamle og nye smerteteorier kolliderer, og det skaber frustrationer hos de smerteramte og kan desværre i værste fald resultere i, at systemet er med til at skabe flere kroniske smertepatienter. Der synes med andre ord at være lang vej endnu!