Tankemylder og søvnproblemer
6. marts 2023
”Sygdom og dårlig søvn går ofte hånd i hånd”, skriver Propatienter i en artikel om brystkræft.
Også raske kan have mange problemer med at sove, men problemet forværres ved sygdom. Fx når der er smerter.
Sovepiller er ikke løsningen ved varige søvnproblemer, men kan være relevant i nogle tilfælde. Det er ofte om natten, at spekulationerne kommer.
Hvis problemerne skyldes tankemylder og at tankerne kører i ring, kan metakognitiv terapi være en hjælp.
Det er vigtigt at give sig selv fri til at sove. Det sker bedst ved at acceptere de tanker, der kommer, når de kommer – og lade dem være. Med andre ord: Have en doven tilgang til sine tanker.
Når man først begynder at tænke, er tankerne som et kløende myggestik. Men lader man et myggestik være, går kløen hurtigere over. På samme måde er det med tanker.
Der kan være tanker, man er nødt til at tage sig af, men det gør man bedst ved at udskyde dem til dagen efter og give sig selv lov at spekulere på et bestemt tidspunkt af dagen.
Det nytter ikke at bekymre sig over, at man ikke får sovet.
Kilde: https://propatienter.dk/helbred/4779-nar-tankerne-myldrer-og-jager-sovnen-vaek.html
Undgå så vidt, det er muligt at gøre det til et problem, at du ikke kan sove. Lad tankerne være. Gem bekymringerne til næste dag. Hav en doven tilgang til dine natlige tanker.
Det lyder måske let, men det kan være særdeles vanskeligt for mange at give slip på tankemylder, så søvnen kan indfinde sig. Mange har derfor lavet ritualer, de skal overholde før sengetid mhp at fremme søvn. Men det forholder sig sådan med ritualer, at de rent faktisk mentalt kan fastholde et menneske i, at søvnen er et problem, fordi ritualer er noget, man skal foretage sig for at fremme søvnen. Det gælder derfor om, at få søvn eller søvnmangel til ikke at være et problem. For det er ofte her, problemet ligger: Man tænker for meget på det som et problem. Mange bliver ligefrem bange for ikke at kunne sove. Sker det, kan problemerne bide sig selv i halen.