På baggrund af artiklen skrevet i Berlingske af en tidligere ME-patient og nuværende forsker i ME, som vi skrev om i nyheden her på siden 2. marts 2024, gav Berlingske ME Foreningen mulighed for at komme med et modsvar. Det blev bragt under overskriften ”ME Foreningen svarer: Dette viser, hvad vi er oppe imod”. Heri er ME Foreningen som vanligt både faglige og saglige i deres argumentation.

Således står to parters vidt forskellige syn på sygdommen ME overfor hinanden. Derfor fik også professor Per Fink og de fem ledere for regionernes fem centre for funktionel lidelse den 28.3 2024 en artikel i Berlingske skrevet under overskriften ”Læger kritiserer patientforening: Skadelig misinformation”. Heri går de i rette med ME Foreningen. Bl.a. skriver de: ”ME Foreningen har frihed til at fremføre deres holdninger, men det er uheldigt, hvis det betyder, at nogle patienter afviser at lade sig behandle, fordi de tror, at behandlingen forværrer deres tilstand”.
Med andre ord mener de, at ME Foreningen ikke har dokumentation for det, de skriver, selv om de har refereret til eksperters udtalelser.
I artiklen fremfører de et ønske om mere viden og mere forskning på området. Det formodes, at de dermed mener flere penge end de langt over 100 mio. kroner – måske nærmere 200 mio. kroner, som de allerede har fået til forskning. For de mener vel næppe, at eksperter i fysiske sygdomme skal forske i ME? Selv om det ville være oplagt.
Artiklen står nu uimodsagt, og vi håber, det ikke er slutordet i denne debat!

ME Foreningen har så at sige “taget en for holdet”, altså holdet af sygdomme under samlebetegnelsen funktionel lidelse – inkl. whiplash. De har kæmpet en lang og sej kamp. Den støtte, de har af læger fra både ind- og udland samt et samlet Folketings beslutning om at fjerne ME fra funktionel lidelse har gjort, at de kæmper videre. Trods Folketingets beslutning har Sundhedsstyrelsen stadig ikke fjernet ME fra funktionelle lidelser. Så det er stadig op ad bakke – også for dem.
For whiplash, som også er omfattet funktionel lidelse, er det mere kompliceret, dels fordi ingen læger direkte (tør) støtter Whiplashforeningen, dels fordi man ikke anvender funktionelle undersøgelsesmetoder i Danmark. Sådanne vil ellers kunne afsløre nogle skader efter whiplash, som ikke ses ved de almindelige statiske billeddannende undersøgelser. Desuden er forskningen i whiplash som fysiske skader – og ikke som en psykisk sygdom – ikke så livlig, som den har været og diagnosekriterierne er forældede. Derfor er vi glade for, at ME Foreningen kæmper. Tak for det.