Trafikforsker ved Aalborg Universitet, Tanja Osman Madsen, har i Jylland Posten vurderet nye tal fra Volvo vedr. konsekvenser af trafikulykker siden 1970. Over 50.000 svenske biler og 83.000 førere og passagerer var med i undersøgelsen, som bl.a. viser, at kvinder har en 32 % større risiko for skader end mænd.
Tanja Osman blev af de to mandlige journalister bl.a. spurgt, om det skyldes, at kvinder kører dårligere end mænd. Svaret er nej. “Tværtimod. Men kvinder har en anden fysik end mænd og er mere skrøbelige – især når de bliver ældre. Det er også derfor, vi i højere grad ser kvinder med piskesmæld end mænd”.
Mænd er dog oftere end kvinder involveret i ulykker.
Hun siger også, at seler og airbags tidligere passede bedre til mænd, men at det nu er ændret. 
Forskningsleder hos Volvo, Lotta Jacobsen, bekræfter, at noget af forklaringen på forskellen mellem kvinder og mænd handler om fysiske forskelle.  

Kilde: Jyllands Posten den 3.11 2026

WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Vi refererer til den svenske undersøgelse, fordi der er nyt i den. For det første siger forskeren fra Volvo, at der er ændret i seler og airbags, så forskellen i sikkerhed mellem mænd og kvinder er mindre (hun taler dog på Volvos vegne, så der kan stadig være forskelle i andre biler).  For det andet siger begge de interviewede kvinder, at det handler om fysiske forskelle, når kvinder oftere får whiplash end mænd.
Det er nye toner, at de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, når det gælder fx whiplash, nu officielt anerkendes. Måske er der ved at komme nye boller på suppen?
Derimod tyder de to mandlige journalisters spørgsmål, om kvinder kører dårligere end mænd, på, at der nok stadig figurerer myter og fejlagtige antagelser herom.