Balance i energiforvaltning
9. august 2021
Energiforvaltning under sygdom og handicap handler om at finde en balance mellem to yderpunkter, skriver sundhedspsykolog Peter la Cour. Det ene yderpunkt er, at man bruger for lidt energi af frygt for at bevæge sig. I forbindelse med smertebehandling kaldes det for ”fair avoidance”. Det kan skyldes frygt for, at der udløses smerter og andre symptomer. Og det kan få nogle til at stivne både fysisk og mentalt.
Det andet yderpunkt er en personlig beslutning om, at symptomer og sygdom ikke skal bestemme over en, at man vil være aktiv, leve mens man kan etc. Her bruges for meget energi, og resultatet er symptomforværring i dage eller måske uger efter. I den tid kan man ikke kan foretage sig ret meget. Det kan også kaldes for ”boom and bust” eller ”push and crash”. Udefra ser det ud til, at patienten kan klare alt, for så pludselig ingenting at kunne.
Kilde: Peter la Cour ”Hvad er uforklarede fysiske symptomer”. FADL 2021.
Heldigvis er der med tiden kommet øget fokus på energiforvaltning blandt behandlere, så man kan få hjælp til at finde balancen.
De fleste mennesker med whiplash vil formentlig nikke genkendende til den ene eller anden yderlighed – enten frygten for at bevæge sig eller ikke at ville være lade sig styre af sit handicap – eller måske til dem begge.
Som altid, når det drejer sig om whiplash, er balance bedst. Men det tager tid at vænne sig til at leve med indskrænket energi pga. energikrævende symptomer, og det tager tid at acceptere, at det er sådan, det er. Nogle når aldrig frem til accept og kommer derfor igen og igen til at over-forbruge sig selv. Nogle tror, at accept betyder, at man resignerer eller mister håbet om bedring. Det er dog ikke accept, men opgivenhed. At acceptere betyder, at man tager hensyn til sin tilstand, når det er muligt, så man tilstræber en balance i livet under hensyntagen til sit handicap.
Man kan selvsagt beslutte sig for i vigtige situationer at bruge al sin energi og mere til. I dagligdagen er der dog ingen tvivl om, at alle – også omgivelserne fungerer bedst, hvis man forvalter sin energi således, at man kun bruger den energi, man har. De fleste bliver sure og triste, når de pludselig ikke har energi eller ingenting kan pga. energimangel. Det handler til og med ofte ikke kun om energi, men også om symptomforværring, både hvis man laver for lidt eller for meget.
Vil du vide mere om energiforvaltning, kan du vores film ”Lev med whiplash” i Whiplashguiden på http://whiplashguiden.dk/kronisk-skadet/lev-med-kronisk-whiplash/