De fleste kan trappe ud af opioider – med den rette støtte
1. september 2025
Nedtrapning af morfin og andre stærke smertestillende midler kan virke skræmmende for patienter med kroniske smerter, fordi smerterne ofte forværres i starten. Ifølge overlæge Randi Eltved fra smerteklinikken i Silkeborg lykkes det dog de fleste at komme helt ud af opioider, hvis de får den rigtige støtte. Det gælder om at give håb og at give god information om, hvad morfin gør ved dem.
“Når man har fået morfin i et halvt år, er det kun ti procent, der fortsat opnår en meget lille smertereduktion, der ligger på 1 til 2 på en skala fra 0 til 10. Så man udvikler faktisk tolerans og tager kun morfinen på grund af abstinensernes smerteforværring,” siger hun.
Abstinenser varer typisk 2-12 uger og giver midlertidig smerteforværring. For de fleste varer nedtrapningen 5-6 måneder, og i sjældne tilfælde må processen gentages.
Gevinsterne ved nedtrapning er ofte markante: bedre søvn, mere energi, forbedret humør og færre smerter. Omkring 80 % af patienterne får færre smerter efter et vellykket forløb, 15 % har uændrede smerter, mens 5 % oplever flere smerter, men ofte stadig foretrækker livet uden opioider.
Kilde:https://medicinsktidsskrift.dk/almen-praksis/5701-de-fleste-klarer-at-trappe-ud-af-opioider-selv-om-smerterne-forst-bliver-vaerre.html
Overlæge Randi Eltved fra Smerteklinikken i Silkeborg går forrest i udtrapning af morfin idet hun lærer praktiserende læger, hvordan de på bedst mulige måde kan hjælpe deres patienter med udtrapning af opioider. I mange år har det været op til patienten selv, og ofte har dem, der har ønske at trappe ud fået at vide, at man ikke skal regne med, at det kan lykkes. Det er heldigvis vendt, selv om nogle stadig risikerer at møde den holdning.
Man kan også hente hjælp hos Medicinrådgivningen i SIND til udtrapning af vanedannende medicin.