Der er stor forskel på behandlingen, når det gælder kroniske smerter og erhvervet hjerneskade. To nye databaser skal nu være med til at skabe mere kvalitet og ensartethed i behandlingen. Der er tale om både en saltvandsindsprøjtning til området og en verdensbegivenhed, da det ikke findes andre steder i verden. Kvalitetsdatabaser er dog ikke ukendte. Der er i forvejen 80 i sundhedsvæsenet i Danmark.
Både FAKS og Hjerneskadeforeningen er begejstrede for tiltaget. Databaserne kan hjælpe til at skabe overblik over sundhedsydelser på tværs i landet og på sigt medvirke til kvalitetsudvikling og dermed bedre behandling og rehabilitering af de to patientgrupper.
Lars Bye Møller fra FAKS, der selv lever med kroniske smerter i form af fibromyalgi siger: ”Ny smerteforskning peger på, at der ved mange kroniske smerter som sådan ikke er noget i stykker i kroppen. Smerterne forstås bedst ved at tænke, at kroppens centralnervesystem er gået i selvsving og overreagerer”.

https://www.sundk.dk/nyheder/nye-databaser-skal-forbedre-behandlingen-for-danskere-med-kroniske-smerter-og-erhvervet-hjerneskade/

Så sker der atter nyt på området kroniske smerter. Der er ingen tvivl om, at det nye tiltag skyldes, at smerter er blevet en selvstændig sygdom i ICD-11.
FAKS repræsenterer kroniske smerter uanset bagvedliggende sygdom. De taler derfor principielt også de whiplashskadedes sag, idet FAKS ofte repræsenterer de smerteramte ved møder i forskellige instanser – uden at skele til årsagen til smerter.
Det lyder fantastisk, hvis det kan lykkes at forbedre smertebehandlingen vha. to databaser. Hvis man samtidig kan differentiere mellem forskellige årsager til kroniske smerter, så man også får mulighed for at se, hvad der virker bedst for bestemte patientgrupper. Det ved vi dog ikke. Men hvis…. vil fremtiden også kunne se lysere ud for dem, der har kroniske smerter som følge af whiplash! Er kroniske smerter kroniske smerter uden, at der ses på den oprindelige årsag, kan det være op ad bakke i forhold til dem, der har vævsskader, som vedligeholder smerten. Har man fx instabilitet i nakken, vil der uden behandling formentlig altid være instabilitet, og det vil kunne vedligeholder smerterne. Når det er sagt, kommer der også ifølge forskning en smertesensibilisering oven i hos de fleste af dem.
At de to databaser skulle være en verdensbegivenhed, viser blot, hvor dårligt prioriteret de to områder har været – ikke blot i Danmark, men i hele verden. Men nu er der forhåbentlig udsigt til bedring!