Ofte må praktiserende læger lede forgæves efter relevante behandlingstilbud til de ca. 25.000 personer, der hvert år får hjernerystelse, siger daglig leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter til Sundhedsmonitor.
Hana Malá Rytter har netop udgivet en vidensrapport om hjernerystelse med opsamling af 20 års viden (se nyhed den 8. april. Hun mener, der bør være et ambulant center med fagpersoner med forskellige baggrunde, som man kan henvise til.
35 % af de oprindeligt tilskadekomne får længerevarende følger – hovedpine, kvalme, søvn- og koncentrationsproblemer, irritabilitet, depression, angst m.m., som man endnu ikke kender årsagen til.
Anbefalingerne ved hjernerystelse er i dag en periode med ”relativ hvile” 24-48 timer. Herefter kan aktiviteter og evt. træning påbegyndes.

Kilde: https://sundhedsmonitor.dk/nyheder/art9833148/Forsker-kalder-p%C3%A5-retningslinjer-for-behandling-af-hjernerystelse

Det er stadig en stor skam, at whiplash ikke er kommet med ind under Center for Hjernerystelse, fordi der er så mange lighedspunkter mellem whiplash og hjernerystelse. Der er formentlig flere ligheder end forskelle. En af lighederne er, at patienter med både whiplash og hjernerystelse får få eller ingen tilbud om behandling, og at de behandlinger, der virker ved hjernerystelsen også langt hen ad vejen virker hos mennesker, der har whiplash. Vi er ikke i tvivl om, at dem, der har whiplashskader, vil kunne have glæde af de tiltag, der nu formentlig kommer i forhold til hjernerystelse. For en 600 sider lang rapport om hjernerystelse må føre til, at der kommer nye tiltag på området.