Forsikringskunder kommer i klemme i erstatningssager, fordi de speciallæger, som forsikringsselskaberne foreslår, ikke virker til at være uvildige, som vi også har skrevet i de seneste to dages nyheder her på siden.

Én bestemt speciallæge synes at underkende folks sygdomme og dermed forhindre, at den skadelidte får en retmæssig erstatning. En gruppe borgere har på Facebook  fundet sammen, fordi de har oplevet det samme efter at være blevet undersøgt af den samme speciallæge i forbindelse med en speciallægeerklæring. De arbejder nu på, at der skabes ændringer på området.
Danny Boystrup Pedersen er en af de skadelidte. Han har været i medierne flere gange i den seneste tid.
Han var leder i en større dansk virksomhed, da han slog sit hoved og nakke og fik både hjernerystelse og nakketraume ved en ulykke på en færge. Det følgende år gjorde han selv alt, for at få det bedre, men da det ikke lykkedes, rejste han en forsikringssag.
Hans sag blev afgjort på baggrund af en bestemt speciallægeerklæring, som forsikringsselskabet forlangte. Han fik af forsikringsselskabet at vide, at den speciallæge, han selv valgte, ikke havde tid eller mulighed for at undersøge ham, men det har han fundet ud af ikke var korrekt. Speciallægen havde tid!
Alt var ellers klart i hans sag. Der lå allerede mange lægerklæringer, som beskrev hans skader. Alligevel beder forsikringsseksabet om én mere, I den erklæring, konkludere speciallægen, at han havde en forudgående lidelse på baggrund af skanninger, som han efterfølgende har fundet ud af, at ingen har udleveret til speciallægen. Andre læger havde fundet helt normale forhold i nakken på den pågældende skanning, mens hun fandt forudgående sygdom.
Ikke kun Danny har været uheldig. Det, han oplevede med pågældende læge, har også andre oplevet hos samme læge. De har også oplevet, at det desværre var den ene erklæring, der blev lagt til grund for beslutningen om erstatning. De mener derfor, at de ikke har fået en retfærdig afgørelse i sagen. De er blevet mistænkeliggjorte gennem hele forløbet. Deres troværdighed er blevet sat på spil.
Danny har i dag tre sager kørende i systemet i håb om at få oprejsning.
Et kritisk punkt er, at man kan indklage sin sag til Ankenævnet, men at forsikringsselskabet kan beslutte, at de ikke ønsker at følge afgørelsen.
Forsikring og Pension ved Karina Rensby, mener, at valget af speciallæge i langt de fleste tilfælde foregår på en god og konstruktiv måde. Forsikringsselskaber og forsikringstager skal være enige om valg af speciallæge. De erkender dog, at der kan være områder af landet, hvor der er for få speciallæger, eller at den læge, patienten ønsker, ikke har tid.
Ifølge Forsikring og Pension står der i loven om speciallægeerklæringer, at speciallægen skal være uvildig og objektiv.
Der laves kun en speciallægeerklæring i 15 % af tilfældene.
Forsikring og Pension siger til politikernes forslag, at der allerede findes en objektiv liste i dag. Alle speciallæger er objektive. Læger kan melde sig på bookingportaler, hvis de gerne vil lave speciallægeerklæringer.
Kilde: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2019-09-13
Vil du høre udsendelsen, men nøjes med at høre indlæggene om forsikring, findes de efter henholdsvis 26 minutter, en time og 14 minutter og to timer og 13 minutter.
Danny Boystrup Pedersen var også med i udsendelsen ”Kontant” på DR1 i onsdag den 11.9 2019.

Vi påskønner, at en gruppe skadede har overskud til at gøre noget ved den måde, erstatningen udmåles af forsikringsselskaberne på. Ifølge Danny Boystrup Pedersen består gruppen af mere end 20 personer, som alle har haft den samme speciallæge. Gruppen står bag alt det arbejde, der nu lægges for dagen. Stor tak til dem!
Også i Ugebladet A4 står Danny Boystrup Pedersen frem og fortæller sin historie, som han også valgte at gøre til ”Kontant”. Det er modigt og kræver et overskud, som vi ved, at det kan være svært at finde. Netop dét faktum kan være årsag til, at der ikke for længst er sket noget på området. Mange orker ikke at gøre klage. Det er svært at vide, om det også er det, forsikringsselskaberne kalkulerer med?!
Speciallæge i neurokirurg Svend Erik Børgesen gentog flere gange i ”Kontant”, at en speciallægeerklæring skal være objektiv og beskrivende, ikke subjektiv og vurderende. Derfor bør der være en uvildig instans, der undersøger om det også er tilfældet. Forsikringsselskabernes økonomiske interesse står i vejen for retfærdighed og medmenneskelighed.
For det er et stort problem, når der kan rejses tvivl, om hvorvidt den læge forsikringsselskabet vælger, er uvildig eller ej. Mange whiplashskadede har gennem år og dag haft oplevelser af, at ikke alt medtages i en speciallægeerklæring, at fakta fordrejes til ukendelighed og mange kan slet ikke genkende sig selv i de erklæringer, der laves uden at have muligheder for at gøre indsigelser. Vi ved alle, at bordet fanger, når en erklæring er lavet, og at en korrektion af fakta indsendt efterfølgende ikke tillægges synderlig betydning – om nogen?
Noget tyder på, at det måske er blevet værre med årene. Især fordi der tilsyneladende findes speciallæger, der har gjort erklæringer til et levebrød. Det sker udelukkende fordi de leverer erklæringer, der lever op til forsikringsselskabets interesser. Derfor kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved objektiviteten, hvis den samme læge vælges igen og igen af det samme forsikringsselskab og leverer erklæringer, der minder meget om hinanden.

Selv om brancheorganisationen Forsikring og Pension mener, at der ikke er problemer af nævneværdig karakter, er fakta dog, at en række kunder kommer i klemme, fordi det frie valg af speciallæge, brancheorganisationen taler om, at de har, ikke er så frit endda, når et forsikringsselskab fx lyver om, at en ønsket speciallæge ikke har tid og at den speciallæge. Det er heller ikke så frit endda, når mange forsikringsselskaber vælger den samme speciallæge, fordi vedkommende ”giver dem det, de ønsker” ifølge den anonyme og tidligere forsikringsmedarbejder. Det er sådan, forsikringsselskaber arbejder, og det tager vi afstand fra.
Vi ser derfor gerne, at de tre politikere snart fremsætter deres beslutningsforslag, når det nye Folketing åbnes.

Se også filmene under afsnittet “Erstatning” på Whiplashguiden http://whiplashguiden.dk/erstatning/erstatning/