ISAP har lavet en ny definition på smerter
26. august 2020
IASP (International Association for the Study of Pain) har lavet en ny smertedefinition skriver Läkartidningen i august 2020. Organisationen er en af de største i verden mht. forskning og uddannelse i smerte.
IASP´s tidligere definition fra 1979 på smerter var: ”En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse, som er knyttet til vævsskade eller truende vævsskade eller som beskrives svarende til en sådan skade”.
Det er de sidste år blevet mere og mere tydeligt, at definitionen havde mangler. Den gjorde det svært at diskutere smerter hos kognitivt ramte mennesker, små børn og dyr.
Den nye definition, som har været 40 år undervejs, er udkommet i maj 2020. Den siger om, hvad smerte er:
”En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse, som er knyttet til – eller ligner det, du oplever – vævsskade eller truende vævsskade”. Der er beskrevet seks underpunkter
Smerter er altid en personlig oplevelse, der i forskellig grad kan påvirkes af biologiske, psykologiske og sociale faktorer
Smerter og nociception er to forskellige ting. Smerter kan ikke udelukkende knyttes til aktivitet i sensoriske neuroner.
Det er gennem oplevelser i livet, at enkeltpersoner lærer, hvad smerte er.
En persons beskrivelse af oplevede smerter skal respekteres.
Selv om smerte normalt er en del af kroppens beskyttelsesmekanismer og tilpasning, kan smerter have negative effekter på funktionel evne og social såvel som psykologisk velvære.
At beskrive smerte i ord er kun en af mange måder at udtrykke smerte på; manglende evne til at kommunikere forhindrer ikke et menneske eller et dyr i at opleve smerter.
Selv om retningslinjerne virker indlysende, er der stadig patienter, der er i 2020 kommer og siger: ”Lægen mener, jeg ikke kan føle det sådan” når de søger hjælp til deres smerter. Men forhåbentlig ændres denne gammeldags indstilling, skriver lægen.
Der sker meget på smerteområdet i disse år. Om en ny definition på smerter kan ændre på nogle lægers og fagpersoners manglende viden på smerteområdet, skal dog lades usagt, men om ikke andet må den kunne vække interesse for at vide mere om nyere smerteforskning.
Fremover vil alle smerteramte kunne sige til den læge/fagperson, der ikke forstår, at de har smerter eller som fx mener, at de ikke kan have smerter, have en sådan smerte eller at smerten ingen mening giver i forhold til anatomi/fysiologi etc. at vedkommende vist ikke er bekendt med hverken den nye defintion på smerter fra IASP, som siger, at smerter er en personlig oplevelse. Og en personlig oplevelse kan ikke anfægtes.
Der er dog sket et stort skred i mange fagpersoners syn på smerter efter en lang række af ny smerteforskning, som viser, at et menneske godt kan have smerter, selv om der ikke længere har vævsskade, men det er stadig ikke nået ud til alle.
Det står efterhånden klart, at også smerter efter whiplash kan blive kroniske, selv om en vævsskade er helet op. Det er ét af de fakta, der gør det svært at være whiplashskadet i dag. For i virkeligheden ved man ikke, om der er vævsskader, hvilke vævsskader der er, om vævsskaderne kan være smertefremkaldende eller om skaderne heler op med tiden, fordi man hovedsageligt ikke kan se skaderne.
Men hvis alle læger og fagpersoner fremover tager den nye definition på smerter alvorligt, bør der ikke længere være problemer forbundet med at få sine smerter efter whiplash anerkendt! Uanset om der er vævsskade eller ej på sigt. Smerter er ikke selvskabte ifølge nyere smerteteori. Smerter skyldes forskellige forhold i hjernen, hvilket ikke må forveksles med, at smerter er psykiske!
Vil du vide mere om smerter kan du læse artiklen ”Viden om smerte kan mindske smerte” i Whiplashnyt nr. 1 2020, eller du kan læse den længere udgave ”Smerter og nyere smerteforskning” på Whiplashforeningens hjemmeside her: http://www.whiplashforeningen.dk/wp-content/uploads/2020/05/Artikel-om-smerter-til-hjemmeside.pdf