Den 18.6 skrev vi om et nyt center for folk med svimmelhed på Aalborg Universitetshospital, hvor de har investeret i et avanceret apparatur.
Vi kan nu fortælle, at også Aarhus Universitetshospital fremover kan tilbyde bedre hjælp til mennesker, der lider af svimmelhed. Her har de lavet en guide for, hvordan patienterne hjælpes gennem systemet.
Tidligere har patienterne nemlig været kastebolde i systemet og ofte ikke fået en specifik diagnose og derfor heller ikke god behandling.
Det fører til frustration, ofte langvarige sygemeldinger og tab af livskvalitet og måske også af arbejdsevne.
Guiden skal bruges af den praktiserende læge til at føre patienten gennem sundhedssystemet.
De måler svimmelhed efter internationale standarder i en såkaldt rotationsstol og med briller med indbygget infrarødt kamera, som kan optage øjenbevægelserne.
Det vil sige, at Aarhus Universitetshospital er gået et skridt videre end i Ålborg, fordi de både kan måle svimmelheden og føre patienten gennem sundhedssystemet.
Øre-næse-halsafdelingen står for projektet.

Kilde:
https://www.auh.dk/presse/information-om-auh/nyheder/2011/10/211011-svimmelhed/?fbclid=IwAR2wQ8rUGMqavKLOPepcPNGd2-6ARpv_rSNSYTe-Drt3xWQTsTNyav64MaA

Det er ud til, at de whiplashskadede, der lider af svimmelhed, fremover får en mulighed for både at blive undersøgt og behandlet. Tidligere har svimmelhed blot været et symptom, der fulgte med whiplash. Men nu kan det måske blive et symptom, der kan føre til diagnose og evt. behandling?! Det vil sige, at vi med andre ord kan have fået en ny mulighed for at få stillet en korrekt diagnose efter whiplash.
74 % af de whiplashskadede, der deltog i Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelse led af svimmelhed. Så der er ret mange, der fremover måske får en ny mulighed for at blive taget alvorligt?