Lægeforeningen og Danske Patienter beder Heunicke ændre cannabisforsøget
22. april 2020
Både Lægeforeningen og Danske Patienter ønsker, at sundhedsminister Magnus Heunicke laver cannabisforsøget om. Af hensyn til patientsikkerheden ønsker de, at forsøgsordningen justeres, så der kræves videnskabelig dokumentation for virkning og bivirkninger, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Som det er nu, skal læger tage ansvar for at udskrive medicinsk cannabis uden, at der er videnskabelig evidens. Derfor holder mange læger sig tilbage. Men der er brug for, at flere læger støtter op om forsøgsordningen.
Fordi lægerne ikke støtter op, er der stadig mange patienter, der køber cannabis på det sorte marked.
Forsøgsordningen sikrer ikke, at der sker en systematisk vidensopsamling. Derfor foreslår Lægeforeningen og Danske Patienter, at der laves videnskabelige forsøg i forskellige regi.
Et af de helt store problemer indtil nu har været, at produkterne er for dyre. Men det er muligt at udskrive recept på cannabisolie i kapselform, hvilket giver en mere præcis dosering.
Formanden for de praktiserende læger er dog skeptisk. For praktiserende lægers holdning er stadig, at der mangler en behandlingsvejledning, og at der ikke er tilstrækkelig evidens.
Der arbejdes lige nu på en midtvejsevaluering af forsøgsordningen. Den skal danne grundlag for evt. forlængelse eller vurdering af, om ordningen skal gøres permanent.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3113-patienter-og-laeger-til-heunicke-lav-cannabisforsoget-om.html
Skal der komme noget som helst ud af forsøget med cannabis, må der snart ske noget. Midtvejsevalueringen af forsøget foreligger til sommer, og så må vi se, hvad der videre sker.
Indtil videre virker det som spildte kræfter. Præparaterne er stadig for dyre og lægerne vil stadig ikke være med. Derfor skaffes der ikke evidens for virkning og bivirkninger af præparatet. Det ser således igen ud til, at det hele bider sig selv i halen.
Nogle må enten stoppe forsøget eller få det til at køre.
En ting er sikkert: De patienter, som har glæde af præparatet, er villige til at fortsætte med at købe præparatet på det sorte marked, hvis der ikke kan skabes mere sikkerhed på området. Alene derfor bør alle samarbejde for, at forsøget vil lykkes i form af, at der udvikles evidens for præparatet. Hvad enten det bliver i form af, at det er sikkert at bruge det eller det ikke sikkert at bruge det.
Viser det sig, at det ikke er sikkert at bruge cannabis, skal folk selvfølgelig have meget mere viden om det, så de kan tage stilling til, om de alligevel ønsker at fortsætte, men på et oplyst grundlag.