Læger er delt i to lejre
16. marts 2021
Hjernerystelse kan i nedenstående tekst erstattes af whiplash. For det forholder sig med whiplash nøjagtigt, som det forholder sig med hjernerystelse: Læger er delt i to lejre!
De to lejre er: 1. Er langvarige følger efter hjernerystelse følger efter en mild hjerneskade? 2. Eller skyldes det noget i patienternes psyke?
Uenigheden om årsagen skyldes, at der mangler forskning, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
De hjernerystelsesramte, Hjernerystelsesforeningen, fagfolk med forskningsmæssig indsigt mener, at senfølgerne har en fysisk forklaring.
Professor Per Fink og Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser mener, at symptomerne skyldes noget psykisk.
”Vi ser i nogle tilfælde, at patienterne tilskriver deres forudgående symptomer til hovedtraumet – altså de attribuerer (tillægger) deres symptomer til traumet”, skriver Per Fink i høringssvar til retningslinjer for hjernerystelse. Især de patienter, som ikke har tab af bevidsthed, opkast og problemer med hukommelsen mener han hører ind under den kategori.
Men bevidstløshed er ikke det eneste kriterie for at stille diagnosen hjernerystelse. Også ændring af den mentale tilstand, som konfusion, desorientering, langsom tænkning og lignende, samt tab af hukommelse er symptomer på hjernerystelse. Dertil kommer fysiske symptomer som svimmelhed, hovedpine, nedsat kraft, problemer med balance og syn, følsomhed overfor lyd.
Funktionelle lidelser er overhovedet ikke nævnt i de nye kliniske nationale retningslinjer for hjernerystelse, fordi begrebet er uafklaret og uden faste kriterier for diagnosen.
” At betegne senfølger efter hjernerystelse som en funktionel lidelse vil gå imod den internationale forståelse af feltet,” siger Hana Malá, leder af Center for Hjernerystelse.
I dag behandles hjernerystelsesramte vilkårligt og afhængigt af, hvor de bor.
Region Midtjylland har med Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser taget teten i regionen. De har fået penge til forskning i hjernerystelse på Hammel Neurocenter i det såkaldte GAIN-projekt – Get Going After ConcussioN eller godt i gang efter hjernerystelse. Patienternes måde at forstå deres symptomer på, skal ændres, og de skal lære at håndtere deres dagligdag. Behandlingsmetoderne er kognitiv terapi og gradueret genoptræning.
Virker det, skal det implementeres i hele landet.
Patientforeningerne er skeptiske!
Hana Malá er dog ikke bange for, at GAIN vil overhale de nye nationale kliniske retningslinjer for hjernerystelse. Programmet har begrænsninger.
Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/4533-tusinder-far-senfolger-af-hjernerystelse-eksperter-strides-om-arsagen.html
Funktionel lidelser er ikke en international godkendt lidelse og dermed går Danmark imod andre. Det gælder også for whiplash, og det har vi både vidst og gjort opmærksom på, siden funktionel lidelse blev opfundet. Kan de nationale kliniske retningslinjer medvirke til, at Afdelingen for Funktionel Lidelse ikke overtage hele området, er meget vundet. Retningslinjerne er godkendt at Sundhedsstyrelsen, så der er noget, der halter, for det er også Sundhedsstyrelsen, der har godkendt funktionel lidelse.