Manuel behandling anbefales “svagt” til hjernerystelsesramte i NRK
25. januar 2021
Indholdet om behandling med manuelle terapier, nævnt i de nationale kliniske retningslinjer (NRK) for hjernerystelse, næves her, fordi også mange whiplashskadede personer anvender manuelle terapier. Vi har før udgivelsen spurgt centerleder Hana Malá Rytter, Center for Hjernerystelse, om retningslinjen også gælder for whiplash. Svaret var, at whiplash ikke er nævnt i NRK, men at de manuelle behandlinger også er aktuelle ved nakkesmerter som følge af whiplash.
Manuelle terapier kan være både manipulationsbehandling og andre behandlinger, som behandleren bruger hænderne til at udføre.
I retningslinjen for hjernerystelse er der en svag anbefaling for efter fire uger at anvende manuel behandling som symptombehandling hos personer med længerevarende symptomer på hjernerystelse. Manipulation kan være ”knæk-behandling” sammen med fx massage og udspænding, som kan have en mulig positiv effekt især hos dem, der har smerter i nakken og hovedpine. Der er ikke rapporteret om forværring og skadevirkninger, men de er heller ikke blevet systematisk rapporteret. Tiltroen til evidensen er derfor meget lav. Nogle personer med længere varende symptomer vil ønske denne form for behandling, mens andre vil afstå.
Erfaringerne fra andre populationer siger, at utilsigtede reaktioner efter manipulation er almindelige og ikke skadelige. Alvorlige skadevirkninger er sjældne.
Der er ikke fundet relevante reviews af effekten, og der er kun fundet to randomiserede forsøg. Derfor er evidensgrundlaget dårligt.
Der er desuden risiko for bias (forudindfattede ideer) i forsøgene, og der blev ikke fundet evidens på bedring af det fysiske funktionsniveau efter endt behandling. Muligvis kan nogle dog dvende hurtigere tilbage til sport, hvis de behandles med manuelle behandlinger.
Der blev ikke fundet evidens for effekten på emotionelle eller adfærdsmæssige symptomer.
Kilde: https://files.magicapp.org/guideline/e1a534ef-a23d-400e-b47f-35b4c232955b/published_guideline_4773-0_4.pdf
At der ikke er fundet skadesvirkninger tyder på, at forskningen på området – og indberetninger af skadesvirkninger – ikke har været tilstrækkelig. Vi har I Whiplashforeningen hørt fra mange, som ikke kunne tåle især manipulationsbehandlinger i nakken, men også massage af ditto. Nogle har effekt af det, men det hos andre har forværret tilstanden. Det samme gør sig i øvrigt gældende både mht. fysioterapi og osteopati.
Hjernerystelsesforeningen har da også i deres høringssvar vedr. retningslinjerne gjort opmærksom på forskelligt. Bl.a. at ledmanipulation foretages af kiropraktorer, mens fysioterapeuter og osteopater behandler muskler og fascier med manuel behandling, men også at foreningens erfaring er, en del ramte oplever forværring af deres tilstand ved manipulationsbehandling. Derfor vil de gerne, at der tilføjes, at mobilisering ikke blot skal rettes mod ledmanipulation, men også mod at øge bevægeligheden i muskulatur og fascier.
Kilde: https://dcfh.dk/wp-content/uploads/2021/01/Hoeringssvar_samlet-inkl-SST.pdf
Hjernerystelsesforeningens kommentarer er ikke direkte medtaget i den endelige NRK, men indirekte ved at der nævnes både ”knæk-behandling”, massage og udspænding. Der skrives desværre intet om foreningens erfaringer med forværring ved manipulation (”knæk-behandling”).
Man kan sige, at en NRK ikke levner plads til de forskelligheder, der er hos den enkelte person med både whiplash og hjernerystelse. Ikke to patienter er ens. Skaderne er forskellige. Og derfor kan det også være vanskeligt at pege på et bestemt behandlingsprogram.
I virkeligheden er diagnosticeringen således langt vigtigere end at beskrive et fælles behandlingsprogram. For før man ved, hvad den enkelte har af symptomer og fundet evt. årsager til de enkelte symptomer, kan det være svært at pege på behandlinger. Men selv med samme symptomer kan effekten af den enkelte behandling være forskellig. Vores konklusion er derfor, at INDIVIDUEL BEHANDLING må være vejen frem.