Er whiplash en neurologisk sygdom?
29. april 2022
Det mener i hvert fald speciallæge og professor, Jens Astrup, der i en artikel argumenterer for, at “whiplash er en neurologisk sygdom, som er udløst af en typisk piskesmældskade, men som sidder i hjerne-rygmarv og medfører en fejlstyring af nakke-hals-skulderåg musklerne, en såkaldt spinal dyssynergi. Musklerne er overaktive og arbejder ikke korrekt sammen.” Artiklen kan du læse her: http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fneur.2022.821097/full?&utm_source=Email_to_authors_&utm_medium=Email&utm_content=T1_11.5e1_author&utm_campaign=Email_publication&field=&journalName=Frontiers_in_Neurology&id=821097
Jens Astrup har også skrevet en artikel til det nye Whiplash Nyt, der udkommer i maj måned.
Deltagere søges!
Han søger whiplashskadede deltagere til pilotforsøg, og Whiplashforeningen har delt hans efterlysning på vores facebooksider. Men kravene til deltagerne har fået flere whiplashpatienter til at kommentere, at de gerne vil deltage, men ikke lever op til kravene.
Specielt det, at deltagernes “piskesmældskade skal være sket for mindre end 2 år siden” og at “du skal have fået en erstatning fra et forsikringsselskab” er svært at leve op til, da hovedparten af whiplashskadedes sager ikke afgøres så hurtigt.
Til det svarer Jens Astrup:
“Tak for jeres kommentarer. Forstår irritationen over krav men en patientgruppe i en forskningsundersøgelse skal være veldefineret. Indrømmet – kravene om alder < 50 år og varighed < 2 år er arbitrære og vil måske blive udvidet. I så fald efter godkendelse af Videnskabsetisk Komite. Men send mig gerne en mail, så kan jeg skrive jer på ‘listen’ over forskningsinteresserede, og så må vi se.”
Du kan læse hele opslaget, hvor Jens Astrup søger deltagere her:
Til patienter med piskesmæld (whiplash) m/k
Vi beder om hjælp til et pilotforsøg om en ny medicinsk behandling af piskesmæld.
Forsøget er godkendt efter forskriften af Videnskabsetisk Komite, Lægemiddelstyrelsen og monitoreres af GCP enheden i Region Hovedstaden.
Først skal 10 patienter behandles i et åbent forsøg dvs alle får den aktive medicin. Medicinen er velkendt fra behandling af andre sygdomme indenfor neurologien (bl.a. Parkinson). Der er altså ikke tale om uprøvet forsøgsmedicin, blot at medicinen ikke tidligere har været prøvet mod piskesmæld. Vi forventer ingen nævneværdige bivirkninger
Som deltager skal du være under 50 år og din piskesmældskade skal være sket for mindre end 2 år siden. Du skal stadig have symptomer med nakkesmerter og hovedpine og du skal have været hos speciallæge til erklæring og have fået en erstatning fra et forsikringsselskab. Du skal være tidligere rask dvs uden tidligere piskesmæld, uden andre kroniske smertetilstande eller andre medicinkrævende kroniske sygdomme.
Behandlingen strækker sig over 4 uger mens vi følger virkningen på nakkesmerter og hovedpine. Der vil være 6 fremmøder med en uges mellemrum af ca 1 times varighed, typisk sen eftermiddag eller aften efter aftale. Du skal udfylde skemaer over virkningen. Ingen blodprøver eller scanninger.
Undersøgelsen foregår på Bispebjerg Hospitals Neurologiske afdeling.
Du kan høre nærmere og tilmelde dig ved at ringe, SMS’e eller maile til den forsøgsansvarlige
Jens Astrup
Professor emeritus, dr.med.
Speciallæge i Neurokirurgi
Mobil 40332725
Jens.astrup@dadlnet.dk