Ugeskrift for Læger skriver, at vertigo ”defineres som en illusion af bevægelse af enten ens egen krop eller omgivelserne”. Svimmelhed er derimod en mere diffus tilstand, ”der både opleves og beskrives meget forskelligt”. Nogle føler, de har usikker balance eller som om deres krop er koblet af i forhold til omgivelserne. Andre føler ”uklarhed, tunghed eller lethed i hovedet” eller de kan have en fornemmelse af, at enten krop, hoved eller omgivelserne svajer, rokker, hopper, vugger.
I ICD-11 kommer en ny diagnose, nemlig PPPD – persistent postural-perceptual dizziness – som dækker ”kronisk, funktionel svimmelhed” ud fra fastlagte kriterier. Dermed er vejen banet for forskning og ny behandling – og også med medicin (psykofarmaka).
De diagnostiske kriterier skal alle være opfyldt for at stille diagnosen. Der skal være mindst ét symptom på svimmelhed i mindst tre mdr. Svimmelheden kan vare en eller mange timer hver dag og svinge i intensitet. Symptomerne forværres i oprejst stilling, ved både aktive og passive bevægelser, i ”situationer med mange elementer i bevægelse eller komplekse visuelle mønstre, som fx stor menneskare på en gågade eller tern eller mønstre på gulvet.
Patienterne er hæmmet i deres sociale liv.
PPPD fremprovokeres hyppigst af perifere vestibulære lidelser (lidelser med relation til ørerne), migræne (20 %), panikanfald (15 %), generaliseret angst (15 %), milde hovedtraumer og whiplash (15 %), autonome forstyrrelser (7 %) og medicinske sygdomme samt bivirkninger til medicin. Diagnosen kan kun stilles hvis symptomerne ikke kan forklares på anden vis og, hvis de medfører betydelig lidelse eller funktionshæmning.
En ud af fire patienter, der har haft akutte episoder af svimmelhed, udvikler kronisk svimmelhed.
Psykologiske faktorer som angst og abnorm bevidsthed om symptomer spiller en vigtig rolle.
Det udvikles oftest relativt akut og forværres gradvist. Ofte er der også andre funktionelle tilstande.
Selve sygdomsmekanismen er ikke klarlagt, men kan udløses af angst og hovedskader.
Angst og vedvarende skærpet opmærksomhed kan forværre tilstanden.
Der er tale om ”et hypersensitivt kontrolsystem, der er i alarmberedskab”.
Jo tidligere diagnosen stilles, desto bedre. Derfor er de praktiserende læger, der skal stille diagnosen og kun, hvis der er tvivl om anden diagnose sendes patienten videre.
Behandlingen er psykoedukation, vestibulær rehabilitering samt evt. psykofarmakologisk behandling ved bodily distress syndrome. Der er dog mangel på studier, der bekræfter, især langtidseffekten af behandlingerne. Patienten skal forstå, at det er et ”software”-problem (i hjernen) og ikke et ”hardware”problem (en skade i nakke, ører, øjne). Angst skal behandles. Det samme skal ændret gangfunktion, nakkesmerter og andre vedligeholdende faktorer. Med fysioterapi, medicin og kognitiv adfærdsterapi.
”Der er teorier om, at svimmelheden skyldes en påvirkning af samspillet mellem synssans, balancesans og hjernes alarmberedskab”.
Visse antidepressive midler har nogen effekt på symptomerne efter 8-12 uger med lavere dosis end brugt ved depression. ”Flere studier støtter, at psykofarmakologisk behandling har en plads i behandlingen, men der mangler kontrollerede studier på området, og evidensniveauet er lavt”.
Man skal også huske, at placebo generelt har større effekt hos patienter med funktionelle lidelser.
Kognitiv terapi kan også bruges. Fokus er på psykoedukation og normalisering af dagligdag.
Gruppeterapi kan også være fremmende. Der er dog kun få studier og evidensniveauet for både kognitiv terapi og gruppeterapi er lav. 

Kilde: https://ugeskriftet.dk/files/scientific_article_files/2019-11/v04190245_1.pdf

Denne artikel viser, at også nye diagnoser i ICD-11 forsøges kørt ind under ”funktionel lidelse”/bodily distress syndrome (BDS). Selv om BDS IKKE kommer med i ICD-11, nævnes “diagnosen” alligevel i artiklen. Det ser ud til, at de forveksler den gamle måde at betragte funktionelle lidelser på – som en lidelse, der ændrer funktionen, her balancesystemet – med Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelsers syn på funktionel lidelse ved at bring BDS ind i det. I betadraft til ICD-11 står der nemlig INTET om psykiske forhold ved diagnosen, så vi kan konstatere, at der er danske læger, der giver det en drejning, som de ikke har givet det i WHO: https://icd.who.int/browse11/l-m/en#/http://id.who.int/icd/entity/2005792829
Ud fra artiklen ser det ud til at være meget svært at adskille vertigo fra svimmelhed, når det kommer til kriterier. Vertigo er en illusion af bevægelser i enten kroppen eller omgivelserne. Svimmelhed kan være en fornemmelse af, at enten krop, hoved eller omgivelserne svajer, rokker, hopper, vugger. Hvad er forskellen? Med andre ord kan vi frygte, at alle, der lider af svimmelhed, fremover vil blive rubriceret i brokkassen ”funktionelle lidelser”. Fordi diagnosekriterierne ikke gør tilstanden mere klar.
Dertil kommer, at patienter med svimmelhed ikke vil blive sendt til de to nye diagnostiserings-centre for svimmelhed i hhv. Aalborg og Aarhus, fordi almen praksis skal tage sig af dem.
Af Sundhed.dk fremgår, at svimmelhed kan skyldes skader på indre øre, nedsat syn og cervical dysfunktion (altså forkert nakkefunktion). Derfor finder vi, at forfatterne til artiklen underkender fysiske årsager til svimmelhed hos whiplashskadede. Vi finder det ikke videnskabeligt, når de nævner, at svimmelhed ved whiplash kan være betinget af ”funktionel lidelse”, fordi det netop også kan skyldes, at der er skader på indre øre, hvilket flere whiplashskadede har fået påvist i vores spørgeskemaundersøgelse. Og skader i nakken kan ændre balancesystemet. Det samme kan det dårlige samsyn forårsaget af whiplash. Svimmelheden kan med andre ord skyldes skader i nakken, som ikke kan ses endnu. Af artiklen fremgår, at svimmelhed også kan forårsages af hjerneskader. Ved whiplash rammer hjernen indersiden af kraniet to gange, og det kan føre til skader på hjernen.
Det er desværre blevet let at putte alle de symptomer og lidelser, man endnu ikke kan finde årsagen til eller har metoder til at finde årsagen til, i den samme brokkasse. Men nu, hvor der er kommet bedre diagnosemuligheder i Danmark, er det utroligt, at patienterne skal ”strande” hos den praktiserende læge og have psykofarmaka for noget, lægen dybest set ikke ved, hvad skyldes.
I og med at whiplash nævnes som en konkret diagnose i forhold til PPPD, er sandsynligheden for at alle med whiplash placeres her, stor. Det er en både farlig og sørgelig udvikling. Især fordi danske læger ikke længere kan skelne mellem Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelsers syn på ”funktionel lidelse” og den gamle måde at betragte det på.
Læger stigmatiserer stadig patienterne. I stedet kunne de fx vælge at sige, at de ikke ved, om der er skader i nakken efter whiplash, men da de ikke kan ses og ikke kan behandles, er det bedre, at blive rubriceret, hvor der er behandlingsmuligheder end ingen behandlingsmuligheder at få.
Og det kan der måske være noget om. De færreste ønsker dog antidepressiva, som snart sagt gives for alt muligt, også selv om læger erkender, at der ikke er evidens for brugen af det. Når der ikke er sikker evidens, ser vi ingen grund til, at mennesker skal have et stof, som ændrer hjernen. Der er dog evidens for vestibulær rehabilitering, men det er ikke er det første tilbud til whiplashskadede. Det er vores indtryk, at det kun er et tilbud, som få får.

Læs mere om vestibulær rehabilitering i Hvidbog om whiplash side 220 på http://www.whiplashforeningen.dk/wp-content/uploads/2018/08/hvidbog-om-whiplash-piskesmaeld-et-modsvar-til-whiplash-som-funktionel-lidelse.pdf