Mange norske patienter med uafklarede klager, hvor man mistænker, at årsagen til klagerne sidder i nakken, rejser til udlandet for at få lavet MR-undersøgelser af nakkehalshvirvlen i vægtbærende stilling. Der har derfor været rejst spørgsmål om MR i vægtbærende stilling burde være en del af det offentlige sundhedstilbud i Norge. Der er dog ingen gode sammenlignende studier af billedfund i nakkehalshvirvlen ved MR i vægtbærende stilling og konventionel MR. Der findes heller ikke studier af normale bevægeudslag ved MR i vægtbærende stilling. Der foreligger dermed ingen videnskabelig dokumentation for, at MR i vægtbærende stilling giver nyttig information ud over det, man opnår ved konventionel MR-undersøgelse. Fagmiljøet i Norge mener derfor, at etablering af et nationalt tilbud om MR i vægtbærende stilling foreløbig ikke er et nyttigt værktøj i udredning af patienter med nakkeklager af forskellig årsag.

https://tidsskriftet.no/2021/06/kronikk/mr-av-nakke-i-vektbaerende-stilling

I modsætning til i Danmark – så vidt vi ved – har norske fagpersoner trods alt diskuteret, om det er rimeligt at indføre MR-skanning i vægtbærende position, altså med andre ord om patienten skal sidde eller stå op under en skanning af nakken, så billederne viser nakkens belastning af hovedets vægt. Forskning har for længst vist, at undersøgelser af nakken i fikseret rygliggende stilling IKKE kan afsløre dynamiske skader i nakken.
Argumentationen for ikke at indføre undersøgelsen i Norge er ren Holberg´sk. ”Mor lille kan ikke flyve. En sten kan ikke flyve. Ergo er mor lille en sten”.
Hvordan kommer vi videre, hvis der ikke foreligger evidens for, at en ny undersøgelse KAN vise noget andet, end gamle, når det end ikke undersøges? Det gør man ved at prøve og ved at lave sammenligninger, så evidensen kan komme på plads. Men desværre får vi ved whiplash et indtryk af, at læger ikke kan overskue konsekvensen af evt. fund, man endnu ikke har set. For der er ingen tvivl om, at læger godt ved, at der kan være øvre nakkeskader, som ikke ses med de vanlige undersøgelsesmetoder. For det ses på symptomerne! I ”gamle dage” ville symptomer være nok til at stille en diagnose, men det er det ikke længere. Nu skal der også være objektive tegn, og derfor fejler lægevidenskaben, når undersøgelsesmetoderne ikke følger med. Og det er ikke sket, når vi taler whiplash.
Det er, som om læger har opgivet gruppen, men til gengæld har kiropraktorerne tager over, hvor lægerne har givet op. Det giver håb for fremtiden! Men det er intet mindre end ubærligt, at mange mennesker går rundt med instabilitet i nakken og en elendig livskvalitet som følge heraf, når vi ved, at funktionelle undersøgelser af nakken vil kunne afsløre flere skader, og at der flere og flere steder i verden laves stabiliserende operationer af nakken ved øvre instabiltet.
Det skriver vi om i næste nummer af WhiplashNyt.