Rettigheder, som fx dem, kræftpatienter har i form af kræftpakker, koster og det kræver overkapacitet. Derfor må andre patienter nedprioriteres, skriver Sundhedsmonitor. Det gør det ikke så ligetil at sikre syge mennesker lige behandling. Især ikke dem med kroniske sygdomme. Det vil heller ikke altid være hjælpsomt. At give rettigheder til alle er ikke vejen for alle patientgrupper, selv om det har givet øget produktivitet, mere lighed og sundhed og større gennemsigtighed på fx kræftområdet. Rettigheder har virket som et styringsmiddel på visse områder. Men i værste fald risikerer det at føre til produktivitetstab. De virker ved en række sygdomme, der udvikles lynhurtigt, men næppe ved kroniske sygdomme. Her kan ”ulighed være vejen til mere lighed i sundhed”, udtaler direktøren i Øjenforeningen.
For ”rettidighed fremfor rettighed” er bedre, når det drejer sig om kronikere, mener hun.

Kilde: https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8611970/Rettigheder-er-ikke-vejen-frem-for-kronikere

Artiklen er lavet på baggrund af den kommende sundhedsreform.
Direktøren for Øjenforeningens tilgang til fremtidig prioritering i sundhedsvæsenet lyder umiddelbart mere som om en nedprioritering af patienter med kroniske sygdomme, fremfor at prioritere bedre hjælp til den store gruppe, som man ved, at sundhedsvæsenet ikke tager ordentligt hånd om for øjeblikket.
Skal kroniske patienter prioriteres rettidigt fremover, forudsætter det, at det, at de gives flere rettigheder, end de har i dag. For i dag får mange, fx mennesker med whiplashskader, ikke hverken nødvendig eller hjælpsom hjælp. De står med andre ord bagest i køen, når der prioriteres. Der er lang ventetid på smertecentre og der er kun få tilbud, ligesom der mangler ordentlig undersøgelsesmetoder. Mennesker med whiplash har med andre ord ikke mange rettigheder og rettidighed er der slet ikke tale om p.t.. Rettidighed på whiplashområdet vil kun kunne sikres ved at fjerne whiplash fra de såkaldte ”funktionelle lidelser”, som parkerer syge på et sidespor. Men det er næppe det, direktøren taler om.  For det ser desværre ud til at være bekvemt for Sundhedsstyrelse og læger at have en stor gruppe patienter, hvoraf en del er svært skadede mennesker, som sundhedsvæsenet ikke behøver anstrenge sig for at gøre noget for. Det lidt, der skal gøres, klarer psykiatrien. Det bliver næppe billigere, end det er nu. Og derfor sker der næppe ændringer på området, med mindre læger selv begynder at protestere.
At sige til syge mennesker, der har svære nakkesmerter og symptomer stammende fra nakken, at det de fejler, ikke skyldes ulykken/skaden, men et tidligere psykisk traume, er så grotesk, at det er svært at finde ord for det. Èn ting er at læger ikke er dygtige nok til at varetage behandlingen af patienter med  fx instabilitet i nakken efter en ulykke. Noget ganske andet er at lukke øjnene for det og bilde patienterne (og måske også sig selv ind), at de er psykisk og ikke fysisk syge.
Vi skriver 2022, og det er på høje tid, at der sker ændringer!