Sundhed.dk har skrevet et nyt afsnit om whiplash i 2025. Afsnittet er på mange måder problematisk, men afspejler holdningen til, at whiplash skal forsøges taget alvorligt uden at blive det. Det kan læses i sit fulde omfang her:

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/fysmed-og-rehab/tilstande-og-sygdomme/ryg-nakke-og-bryst/piskesmaeldslaesion-whiplash-injury/

WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Problemet i fremstillingen af whiplash på Sundhed.dk er, at man på den ene side anerkender et bredt spektrum af alvorlige og invaliderende symptomer, men på den anden side fraråder udredning, undersøgelser under bevægelse og billeddiagnostik, medmindre der foreligger åbenlyse brud, luksationer eller klassisk nerveskade. Dermed opstår et alvorligt diagnostisk tomrum, hvor patienter med komplekse, bevægelsesudløste eller instabilitetsrelaterede skader ikke kan få påvist deres lidelse netop fordi disse skader ikke ses i hvile eller ved standardundersøgelser.
Det er bemærkelsesværdigt, at afsnittet er forfattet af en neurolog, som eksplicit ikke beskæftiger sig med ligamentære skader, facetled, instabilitet eller bevægelsesafhængige fund, og at forståelsen af whiplash samtidig begrænses til WAD grad II. Det rejser et legitimt spørgsmål: Hvordan kan man afvise eller overse strukturelle skader, når de metoder, der kunne afdække dem, på forhånd fravælges?
At WAD III og IV formelt udelukkes fra whiplashbegrebet i teorien, men i praksis ofte fortsat rubriceres som whiplash eller funktionel lidelse, skaber yderligere forvirring og risiko for fejlklassifikation. De sværest ramte patienter risikerer dermed at blive reduceret til “ukomplicerede” tilfælde eller værre: at blive psykologiserede selv når der foreligger progressive symptomer, neurologiske udfald eller tegn på rygmarvspåvirkning.
Særligt problematisk er sammenstillingen af alvorlige somatiske symptomer (fx paræstesier, synsforstyrrelser, øresusen, dysfagi og gener fra kæbeleddet) med psykosociale symptomer, når begge symptomområder beskrives som “udbredt i befolkningen”. Denne formulering kan indirekte bidrage til normalisering og bagatellisering af patienternes samlede sygdomsbillede og styrke en narrativ glidning mod funktionel lidelse uden at alvorlige fysiske differentialdiagnoser er tilstrækkeligt afklaret.
Teksten taler dog også positivt om behovet for opfølgning indtil symptomfrihed og om tværfaglig indsats ved længerevarende symptomer. Problemet er, at disse anbefalinger i praksis ofte ikke omsættes til reel, somatisk tværfaglig udredning og behandling, men i stedet begrænses til funktionel eller psykologisk intervention. Dermed risikerer begrebet “tværfaglig behandling” at blive udhulet og anvendt som en eufemisme for manglende fysisk udredning.
Samlet set illustrerer teksten et grundlæggende dilemma i den danske tilgang til whiplash: Man anerkender kompleksiteten, men indretter systemet, som om den ikke findes. Når diagnosekriterier mangler, undersøgelser begrænses, og  undersøgelse under bevægelse ikke anvendes, bliver resultatet ikke forsigtighed men risiko for alvorlig underdiagnosticering. Det er et problem, der især rammer de patienter, som ikke passer ind i de snævre rammer for “ukompliceret” whiplash, og som i dag alt for ofte efterlades uden reel hjælp.