Beskytter RAB-godkendelse patienterne tilstrækkeligt?
16. juni 2019
Forsker, ph.d. og folketingskandidat Stinus Lindgreen mener, at der bør der være skrappe krav til dokumentation af behandlinger. Men når det kommer til alternative behandlere, stilles der ingen krav om dokumentation.
Med ophævelsen af loven om kvaksalveri i 2007, kan alle i dag tilbyde behandling af syge. Loven blev erstattet af RAB-ordningen. RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen hører under Styrelsen for Patientsikkerhed, som dog kun rent administrativt vurderer af, om de forskellige alternative brancheforeninger lever op til de formelle bestemmelser i RAB-bekendtgørelsen. Det er brancheforeningerne selv, der udsteder godkendelserne og blåstempler behandlerne. Det betyder, at forbrugerne ikke er beskyttede, mener han.
”Hvis alternative behandlinger reelt har en specifik virkning, så kan det dokumenteres”.
Han spørger, om det er på tide at gøre op med RAB-ordningen?
Kilde: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/r-kandidat-lovgivningen-om-alternativ-behandling-svigter-patienterne?ref=newsletter&refid=31570&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=sundhed
I vores film om ”Behandlingsmuligheder” på www.whiplashguiden.dk og i hjemmesideteksten under filmen, redegør vi for RAB-godkendelse. Der findes flere alternative behandlinger, som har dokumenteret effekt, fx akupunktur og Alexanderterapi. Der er dog også mange andre behandlinger, der ikke har.
Skal der stilles større krav til alternative behandlere? Er det overhovedet muligt.
Mange whiplashskadede søger alternative behandlinger, og mange finder en eller flere behandlinger, der har en effekt. Behandlingerne gør særdeles sjældent folk raske, men de kan virke symptomlindrende, hvilket kan udgøre en væsentlig forskel i livskvalitet.
Så længe der findes mange patienter, som lægerne ikke kan hjælpe, men som RAB-godkendte behandlere kan hjælpe med at have et liv, må vi nødvendigvis stille spørgsmålet: Hvad er vigtigst – dokumentation for en effekt i et nøje konstrueret forsøg, som måske ligger langt fra virkelighedens verden eller en reel effekt, som den, patienterne mærker, når en alternativ behandling virker?