I en podcast fra smertevidenskab.dk taler specialist i smerter Simon Kirkegaard med professor og kiropraktor Alice Kongsted om et nyt syn på kroniske smerter og om den bio-psyko-sociale model. Oprindelig var modellen ment som et forsøg på at sige, at alle dele af mennesket påvirker hinanden. Men i dag anvendes den mere som en model, der peger på, hvilke fysiske, psykiske og sociale forhold der kan påvirke. Det vil sige, at de tre aspekter opfattes som tre opdelte søjler. Men søjlerne er i virkeligheden ikke adskilte. De er sammenhængende, mener de to fagpersoner.
De samme faktorer (fysiske, psykiske, sociale) har ikke samme vægt hos forskellige personer eller hos den enkelte på forskellige tidspunkter af livet. Vi mennesker er forskellige og har forskellige fysiske strukturelle forskelle som gør, at vi reagerer forskelligt på smerte. Smerte er meget individuelt.

Kilde: Podcasten ”Et nyt syn på kroniske rygsmerter med professor Alice Kongsted: Del 1”, episode 43 på https://smertevidenskab.dk/podcast/

Det bio-psyko-sociale syn er blevet et fy-ord bland mange patienter, fordi bl.a. Afdelingen for Funktionelle Lidelser bruger modellen uhensigtsmæssigt, nemlig til psykiatrisering af patienter. Det er en skam, og derfor er podcasten værd at høre. Den fortæller om det nye smertesyn og gør samtidig op med den måde, mange i dag fejlagtigt ser på den bio-psyko-sociale model, nemlig som tre adskilte søjler og ikke som tre sammenhængende søjler. Afdelingen for Funktionelle Lidelser er ét eksempel på, at modellen anvendes forkert. De holder de tre søjler adskilte og undlader at beskæftige sig med bio-delen ved fx whiplash ved at se bort fra evt. fysiske skader. I stedet tillægges symptomerne ”noget psykisk” pga. antagelsen om, at kroniske symptomer ved whiplash skyldes psykiske traumer tidligere i livet.
I nyere smertevidenskab er man ikke optaget af årsagen til kroniske smerter, fordi kroniske smerter er så komplekse, at årsagen har mindre betydning. Der er mange årsager. De ser i stedet på hele mennesket som et sammenhængende hele og sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det er reelt, at patienten har smerter. Når patienten giver udtryk for smerter, er det fordi patienten har smerter. Og de psykiatriserer ikke patienter med kroniske smerter.
De arbejder ud fra kompleksiteten og det, at kroniske smerter ikke behøver at vare resten af livet, fordi man rent faktisk kan gøre noget ved dem. De har med andre ord en både bredere og mere positiv tilgang til kroniske smerter end man har på Afdelingen for Funktionel Lidelse, ligesom de giver håb for fremtiden.
Det er en skam at den bio-psyko-sociale model er blevet så misforstået, for alle med kroniske smerter ved, at smerter kan påvirke alle tre af modellens dele, og at de også indbyrdes påvirker hinanden.