Udsendelsen ”En ulykke kommer sjældent alene” på KONTANT blev vist på DR i aftes.
Fire forsikringstagere, der alle havde været involveret i lavhastighedsulykker, var med i udsendelsen, nemlig Cille Svaneklink, Lars Lind, Karin Berglund og Jan Hansen. Stor tak til dem.
Det er et problem, at det både er forsikringsselskaberne, der giver oplysninger til og betaler for testen. Testene forudsætter, at der medtages rigtig mange oplysninger om, hvad der præcist skete, hvordan bilisten sad i bilen, hvor mange passagerer, der var etc. etc. Ingen af dem, der deltog i udsendelsen, var blevet spurgt ind til selve ulykken.
Udsendelsen tydeliggjorde, at der kan stilles store spørgsmålstegn ved forsikringsselskabers brug af DanCrash til udarbejdelse af crashtests efter en lavhastighedsulykke. Crashtests er forbundet med for mange fejl. I et af tilfældene vistes en overvågningsvideo af samme ulykke som den DanCrash var kommet frem til via deres beregninger. Den ulykke, der var sket i virkeligheden, var viste sig at være noget mere voldsom end den, DanCrash kom frem til i deres beregninger. I et andet tilfælde brugte DanCrash en forkert bil til deres beregninger. Og i et tredje tilfælde brugte de et forkert anhængertræk.
To eksperter fra hhv. Sverige og Schweitz fik sagerne forelagt, og de var begge rystede over, at man i Danmark tillader forsikringsselskaber at bruge sådanne tests i forbindelse med lavhastigheds ulykker. Testene beregner materielle skader og kan ikke bruges til at sige, om der er sket personskade eller ej.
Alle fire forsikringstagere fik deres sag afvist af forsikringsselskaberne med den begrundelse, at de ikke kunne være kommet til skade ved ulykken.
En journalist blev placeret i testudstyr, der kunne fingere, at han blev påkørt forfra med 5 km i timen, og det var endog meget tydeligt, at selv 5 km/time giver en ret voldsom bevægelse af nakken.
Vi må konstatere, at forsikringsselskabernes brug af DanCrash formentlig primært er et spørgsmål om at undgå at skulle betale erstatning. Forsikring og Pension bedyrede dog, at testene bruges til at sikre, at kunden får erstatning, men sådan ser det desværre slet ikke ud.
En advokat, Lotte Ankjær, der deltog i udsendelsen, mente at forsikringsselskaberne benytter sig af, at mange ikke magter at gå videre med sagen, når de får at vide, at DanCrahs testen desværre viser, at de ikke er berettiget til erstatning. Flere af dem havde fået at vide, at ulykken svarer til, at de er faldet bagover ned i en seng. Netop denne sammenligning fandt de to udenlandske eksperter helt hen i vejret.
Den ene gav udtryk for, at forsikringsselskaberne bedrager deres kunder!
Det er Whiplashforeningens håb at udsendelsen får den konsekvens, at der kigges nærmere på forsikringsselskaberne brug af DanCrash tests.