Kan tidlig behandling af whiplash forebygge kroniske smerter?
14. oktober 2026
Et nyt australsk forskningsstudie undersøger, om stoffet pregabalin kan forhindre, at akutte smerter efter whiplash udvikler sig til langvarige smerter, da de første dage efter en whiplashskade kan have stor betydning for det videre forløb. Forskning viser, at nogle mennesker tidligt efter skaden udvikler tegn på central sensibilisering, hvor nervesystemet bliver mere følsomt over for smertepåvirkning. Udbredt øget smertefølsomhed kan blandt andet være et tegn på øget risiko for vedvarende smerter.
Studiet kører lige nu. Patienter, der kommer på akutmodtagelsen efter en trafikulykke og har akutte whiplashsymptomer med smerter på mindst 5 ud af 10 på smerteskalaen senest 96 timer efter skaden, får enten pregabalin eller placebo (virkningsløs behandling).
Alle får evidensbaseret information og rådgivning om whiplash.
Deltagerne følges i 12 måneder og undersøges bl.a. mht. smerter, funktionsniveau, livskvalitet, psykisk belastning og bivirkninger.
Det vigtigste spørgsmål er, om pregabalin efter tre måneder har reduceret deltagernes gennemsnitlige smerteintensitet sammenlignet med placebo.
Kilde: https://link.springer.com/article/10.1186/s13063-026-09479-9
WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Studiet er interessant, fordi det bygger på en antagelse om, at det kan hjælpe at behandle smerterne allerede fra start i den akutte fase. Pregabalin er et middel mod neuropatiske smerter (nervesmerter).
Studiet rejser det vigtige spørgsmål, om man kan forebygge kroniske whiplash-smerter ved at behandle de centrale smerteprocesser, før de når at etablere sig?
Da behandlingstilbuddene er begrænsede i dag, vil det være en forbedring, hvis forskningen viser, at nervesystemet har betydning for bearbejdningen af smertesignaler allerede meget kort tid efter whiplashskaden, så man kan sætte ind der.