Kronisk betændelse – inflammation – kan ændre vores tænkning
1. maj 2020
Ny forskning viser, at inflammation kan ændre vores måde at tænke på, vores syn på verden og endda vores beslutningstagen.
Gennem flere årtier er der kommet en øget forståelse af den negative indflydelse, kronisk inflammation har på vores helbred. Inflammation bidrager til øget risiko for udvikling af sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og demens. Det skriver Psychology Today.
I 2012 viste en undersøgelse med test af syge og sunde menneskers måde at træffe beslutninger på under kørsel, at de syge havde markant langsommere reaktionstid. Forsøget hænger sammen med andre undersøgelser, der viser, at bare det at føle sig dårlig, er forbundet med nedsat hukommelse og forværret humør.
Vores hukommelse, reaktionstid og mentale sundhed ser altså ud til at lide, når vi er syge og har højere niveauer af inflammation. Forbindelsen mellem betændelse og depression er efterhånden godt belyst.
Flere undersøgelser har vist, at personer med depression har markant forhøjede niveauer af inflammation i blodet.
Man har også bevist, at højere niveauer af inflammation i blodet forudsiger beslutninger, kendetegnet ved impulsivitet og manglende evne til at forsinke behovstilfredsstillelse.
Inflammation kan også føre til, at vi reagerer mere utålmodigt, hvilket kan forklare, hvorfor depression er forbundet med en mere impulsiv tankegang.
Fedme er en anden inflammatorisk tilstand, som har været forbundet med mindre fremtidsorientering, men nylige undersøgelser viser, at også inflammation i blodet kan være ansvarlig for dette.
Inflammation kan bedres med diæt med lavt indhold af raffinerede kulhydrater samt tilsat sukker, stresshåndteringsteknikker og regelmæssig træning.
Kilde: https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-modern-brain/202002/how-inflammation-changes-our-thinking?fbclid=IwAR3IKjmtK0UTP4Q7_xmuqvT_9H8OE48TJFGEkbsXztRQxanAoM-mmRVhunQ
Kronisk whiplash giver øget mængde inflammation i kroppen. En svensk undersøgelse har påvist inflammation i nakken efter whiplash. Også kroniske smerter giver kronisk inflammation. Derfor har mange glæde af at omlægge deres kost og spise mere antiinflammatorisk.
Du kan få mere viden herom ved at se filmen ”Mad og smerter” og læse Anette Harbech Olesens hjemmesidetekst under filmen på http://whiplashguiden.dk/kronisk-skadet/mad-og-smerter/
Som anført i artiklen kan også stresshåndteringsteknikker være hjælpsomme, fordi også stress kan give inflammationer i kroppen. Stress kan hænge sammen med smerter, og fører til en ond cirkel, hvor smerter giver stress, stress giver flere smerter og mere stress, som alt sammen påvirker nattesøvnen, hvilket igen fører til flere smerter og stress etc.
Nogle bliver deprimerede oven i. Også det kan øge inflammationsniveauet.
Stresshåndteringsteknikker kan fx være meditation, visualisering og mindfulness, men det kan også være yoga, at læse en god bog, gå en lang tur i naturen, lytte til dejlig musik etc.
Også regelmæssig træning nedsætter inflammationen i kroppen. Hvis du ikke allerede laver en eller anden form for træning, kan det være en god ide at overveje, hvad du kunne have lyst til. For det er først og fremmest lysten – og håbet om at få det bedre – der kan drive værket. Her tales ikke om hård træning, men om træning, du kan klare. Det kan fx være en gå-tur, hvor du svinger lidt ekstra med armene. Det kan også være en cykeltur eller måske en tur i træningscentret, gerne med vejledning af en træner med viden om whiplash. Det gælder om at finde din egen balance, så du ikke kommer til at træne for meget og dermed risikerer at komme ind i en anden ond cirkel med flere smerter, dårlig søvn, ingen træning, flere smerter etc.
Du kan læse meget mere om smerter, inflammation, træning m.m. i denne artikel ”Smerter og nyere smerteteori”: http://www.whiplashforeningen.dk/wp-content/uploads/2020/02/Artikel-om-smerter-til-hjemmeside.pdf